Følg migogvejen på Facebook  

Bliv en del af fællesskabet i Vejen HK til »Håndboldens Dag«.

Sådan lyder opfordringen fra klubben.

 

(læs videre under annoncen)

IdeCentret Casper med maling ny 2

(tryk på annoncen og se mere)

 

 


På lørdag står Vejen Håndboldklub sammen med 76 andre håndboldklubber landet over dørene op til Håndboldens Dag, der byder på en sjov og hyggelig dag i hallen.

- Håndbold er meget mere end tekniske skruebolde, angrebsåbninger og hårde tacklinger. Det er fællesskab, godt humør og ikke mindst knaldgod motion. Og netop fællesskabet har mange savnet og manglet under den lange nedlukning, skriver klubben i en pressemeddelelse.

På »Håndboldens Dag« kan du blandt andet prøve at spille med bløde håndbolde, der ikke kræver harpiks for at ligge godt i hånden.

Du kan også prøve kræfter med håndbold fitness og Five-a-side håndbold samt håndboldlege for børn.

I Vejen Håndboldklub glæder bestyrelsen sig til at invitere alle indenfor i hallen:

- Håndboldens Dag er et initiativ, der skal vise håndbolden frem for dem, der er interesserede i en sjov, hyggelig og uformel sportsgren, hvor alle kan være med, så vi håber, at vi kan få skabt en festlig dag i hallen, hvor fællesskab og glæde vil være i fokus. Vi håber på at se en masse af klubbens medlemmer, men også dem, der måske ikke er kommet i gang igen ovenpå nedlukning og sommerferie. Vi håber også at kunne lokke nogle, der enten har stillet håndboldskoene på hylden for år tilbage eller aldrig har spillet håndbold før, fortæller Peter Ginnerskov, bestyrelsesmedlem i Vejen Håndboldklub.

Håndboldens Dag afvikles i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund og DGI Håndbold.

(Arkivfoto: migogvejen©)