De seks gange, hvor Idrættens Analyseinstitut har afviklet konference i Vejen Idrætscenter, er det Henrik H. Brandt, der har stået i spidsen som direktør, men det er sidste gang.
Han forlader med udgangen af måneden direktørstolen efter 13 år. En stol, han har siddet på, siden instituttets oprettelse.
»Det er ingen hemmelighed, at jeg er skuffet over Kulturministeriets håndtering af den forestående udflytning af instituttet til Aarhus og ministeriets generelt manglende opbakning til og forståelse for det arbejde, vi udfører. Ministeriet kender vore vilkår og måde at fungere på ganske indgående, men der har ikke været interesse for at bakke op om den hurtige, smidige og billige udflytning, vi har tilbudt«, siger Henrik H. Brandt i en pressemeddelelse.
I februar 2005 var Henrik H. Brandt instituttets første ansatte med ansvar for at opbygge organisationen, som i dag har 18 fuldtidsansatte medarbejdere, og som også omfatter Play the Game og Videncenter for Folkeoplysning.
»Jeg forlader instituttet med en stor personlig tilfredshed og stolthed over de resultater, vi har nået lokalt, nationalt og internationalt siden opstarten af instituttet for over 13 år siden. Vi har i min optik skabt et fagligt inspirerende og nytænkende miljø i absolut topklasse for yderst beskedne midler. Jeg vil gerne sende en stor tak til de samarbejdspartnere og medarbejdere, som gennem årene har været med på rejsen. Jeg er sikker på, at Idan også i fremtiden vil stå for integritet, faglighed, relevans og nysgerrighed i forhold til at belyse og perspektivere de største udfordringer i idrætssektoren og den brede folkeoplysende sektor, siger Henrik H. Brandt.
Det er i øvrigt ikke kun i forbindelse med disse konferencer, han gæster Vejen Idrætscenter. Tidligere på året deltog han i en træningslejr sammen med hold fra Lyseng, hvor han er fodboldtræner.
Idans bestyrelse har udpeget den 37-årige Maja Pilgaard Hove som konstitueret direktør med virkning fra 1. maj. Maja Pilgaard Hove kommer fra en stilling som analyse- og forskningsleder på instituttet og er foreløbig konstitueret som direktør, indtil en permanent direktør er fundet i løbet af efteråret.
(Foto: LLN Press©)