Følg migogvejen på Facebook  

Lørdag omkring klokken 15.10 springer champagnepropperne på Vejen Stadion.

Spørgsmålet er bare, om det er Rødding IF eller hjemmeholdet Vejen SF, der kan lade propperne springe.

 

(læs videre under annoncen)

377 x 300 Midtgaard og Thomsen 21 01

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

De to lokale mandskaber i serie 2 skal i en lokal duel om direkte oprykning til serie 1.

Begge hold ligger inden sidste spillerunde placeret i toppen med 29 points, så vinderen af matchen vil kunne lade propperne springe og fejre oprykningen til serie 1.

Ender opgøret uafgjort, er det Vejen-holdet, der rykker op, idet holdet vandt opgøret i Rødding med 1-0.

I sæsonens første 13 kampe har begge hold scoret 40 gange, og der er gået henholdsvis 19 og 17 mål ind hos de to holds målmænd.

- Der er ingen tvivl om, at der venter os en meget vanskelig opgave mod Rødding IF, siger Vejens træner, Thomas Dinnesen, til migogvejen.

- Rødding-holdet har leveret en flot og konstant sæson. De har bevist deres værd som oprykkere og har præsteret super flot, lyder det videre.

Deres seneste kamp blev dog tabt 2-3 t il et godt kæmpende Erritsø-hold.

- Vi kommer til lørdagens opgør med en frisk sejr i bagagen. Fredag aften blev Bramdrupdam besejret. En sejr som kom i hus på mere hårdt arbejde end flot spil. Vi fik det, vi kom efter, de tre point. Troen og viljen til at opnå et godt resultat i lørdagens kamp er stor, og den trup, der er udtaget, vil med sikkerhed gøre alt, hvad der skal til for at vinde kampen og dermed være tilbage i serie 1. Stemningen i truppen er god, holdet er klart og glæder sig til at levere en solid indsats, og kan vi få hul på målscoringen,  så skal det nok blive godt, noterer Thomas Dinnesen.

Rødding IF rykkede op i efteråret og er altså med helt i top, selvom det slet ikke var målet:

- Når man tænker tilbage og skal se på, at vores ambition som oprykker var at skulle overleve, så er jeg megastolt over i sidste runde at skulle skal spille om direkte oprykning til serie 1.

- Det bliver sågar i et vaskeægte lokal opgør mod Vejen og på Vejen stadion. Vi har indfriet vores målsætning, og jeg har sagt til mine spillere, at de skal nyde kampen, da der kan gå mange år, før det sker igen, siger Røddings træner, Jan Olesen, til migogvejen.

Han noterer, at holdet har alt at vinde, og det går de også 100 procent efter.

- Vi har dog været lidt ramt af skader og afbud til denne vigtige kamp, men så må de andre tage ansvar og give den gas, noterer Jan Olesen.

Jeg er stolt af holdet, og på den måde de unge spillere er vokset igennem sæsonen, lyder det videre.

Både han og Thomas Dinnesen glæder sig til kampen, og begge håber, der kommer mange tilskuere til det, der kan kaldes »fodboldens uofficielle kommunemesterskaber«.

- Vi glæder os som hold til kampen, og jeg tror, det bliver megafedt med masser af tilskuere og gerne noget godt fodbold, er meldingen fra Jan Olesen.

Fra Thomas Dinnesen lyder det:

- Vi glæder os og håber, at der kommer mange folk på stadion for at støtte holdet.

Vejen Stadion er i formiddag blevet klippet en sidste gang, umiddelbart før vi var oppe med dronen.

(Dronefoto: LLN Press©)