Basketballklubben i Vejen, BKV'81, vil gerne være et regionalt kraftcenter for sporten, og politikerne i Vejen Kommune indgår nu i et samarbejde om projektet.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Vi har sagt ja til en samarbejdsaftale i foreløbig et år, hvor vi bidrager med 100.000 kroner, fortæller formanden for kommunens udvalg for sundhed, kultur og fritid, Jørgen Thøgersen (A), til migogvejen.
Basketballklubben har ambitioner om at komme med i toppen af 1. division og gerne spille sig op i ligaen.
- Vi synes, de har nogle rigtig gode intensioner, og vi ved da godt, at de ikke rykker op i ligaen med 100.000 kroner, noterer Jørgen Thøgersen.
BKV'81 ønskede en aftale, der strækker sig over tre år, men politikerne vil nu følge projektet og evaluere det i april.
- Jeg tror da, at topsport kan være med til at brande Vejen Kommune og være med til at sætte os på landkortet, lyder det videre fra Jørgen Thøgersen.
På udvalgsmødet i april deltog klubbens formand, Morten Jensen, og han fremlagde forslaget til et samarbejde og foreslog et beløb på 100.000-200.000 kroner.
Samarbejdet var baseret på visionen om at skabe et regionalt kraftcenter for basketball omkring klubben og Vejen Idrætscenter samt bringe basketball ud i kommunen til gavn for flere børn og unge.
- Vi var positive dengang og synes stadig, det er et godt projekt, siger Jørgen Thøgersen efter dagens beslutning, og de 100.000 kroner skal findes i udvalgets udviklingspulje.
»Klubben har en solid ledelse og organisation, som arbejder målrettet ud fra klubbens vision. Lokalt har klubben indtaget en plads i Vejen som en stærk spiller, der formår at trække mange publikummer og gæster i og udenfor kommunen både til hjemmekampe i Vejen Idrætscenter og til de varierede kulturevent, som klubben afvikler i Troldesalen«, lød det på dagsordenen i april.
»Som en del af samarbejdet tilbyder Vejen Basketball Klub en række tværfaglige produkter på eksempelvis beskæftigelsesområdet, virksomhedsområdet og skoleområdet«.
Formanden for BKV'81, glæder sig naturligvis over det samarbejde, politikerne nu har nikket ja til.
(Genrefoto: LLN Press©)
(tryk på annoncen og se mere)