En fodboldkamp varer 90 minutter, og målene i begge halvlege tæller.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det beviste de lokale serie 2 hold i dag, hvor der i de tre kampe blev scoret ikke færre end 21 mål, og samlet gav det et udbytte på syv points.
I toppen øgede Vejen SF og Rødding IF afstanden ned til de næste hold med sejre, og som det ser ud nu, har de begge 20 points og et forspring på seks points ned til tredjepladsen.
Ammitsbøl/Egtved har dog spillet to kampe færre og har nu 11 points, så de kan komme nærmere.
Gauerslund IF ligger på tredjepladsen og var i front med både 2-1 og 3-2 ved pausen i dagens hjemmekamp mod Vejen SF, men Vejen-spillerne ville det anderledes.
På to mål af Mikkel Nielsen og et af Nikolaj Ravn i de sidste 20 minutter trak Vejen sig ud af kampen med en sejr på 5-3. Jakob Petersen bragte Vejen i front med 1-0, mens Emil Strebøl Sørensen udlignede til 2-2.
Det minder om det forløb, som Rødding IF oplevede i matchen i Bramdrupdam, som endte med en sejr til Rødding på 4-3.
- Vi kommer skidt i gang, og det straffer Bramdrupdam med scoring til 1-0. Vi kommer dog hurtig med i spillet og får udlignet til 1-1 ved Hjalte Johnsen, fortæller Røddings træner, Jan Olesen, om de første 45 minutter.
- Vi snakker i halvlegen om at spille hurtigere og køre mere lige på. Vi bliver dog klogere, og inden for syv minutter i anden halvleg kommer vi bagud med 3-1, og det lignede et nederlag, erkender Jan Olesen.
- Vi scorer så heldigvis selv to hurtige mål til 3-3 først ved Michael Zeberg og lige efter ved Leon Brunsvig, fortæller Rødding-træneren.
Derefter bliver spillet meget lige midt på banen, og der er lidt stilstand.
- Vi presser dog på og får fortjent scoret til 4-3 ved Thue Conradsen. Til sidst bliver det lidt panik begge veje, og så skulle vi åbenbart spille syv minutter overtid. Det var ikke kønt i dag, men vi vinder på troen og gejsten til sidst, og det er klasse som hold. Jeg er tilfreds med sejren og gejsten, men en del mangler i vores spil i dag, konstaterer Jan Olesen.
Føvling/Stenderup UI havde besøg af bundholdet Dalby og måtte nøjes med et enkelt point efter uafgjort 3-3 efter en føring til gæsterne ved pausen på 2-1.
Jannick Knudsen udlignede til 1-1 på straffespark. Han udlignede også til 2-2, inden Lasse Lundgård Jørgensen bragte hjemmeholdet foran med 3-2, men kort før tid udlignede Dalby - alle tre mål i øvrigt scoret af Erenik Lushaj.
Resultatet gør det ekstra svært for Føvling-holdet at komme over nedrykningsstregen.
(Arkivfoto: migogvejen©)
(tryk på annoncen og se mere)