CORONA: Endnu en fodboldkamp i området er udsat grundet corona. Denne gang er det Ø. Lindets serie 4 hold, der har en spiller, der er smittet med covid-19, så opgøret mod Bække er udsat. Der er endnu ikke fundet en anden dato til kampen.
* * *
FODBOLD: Med en sejr på 2-1 i eftermiddagens topopgør på eget græs mod BK-06 Esbjerg holder Brørups serie 3 hold ved i toppen af rækken i en meget jævnbyrdig pulje. Det startede ellers skidt for Brørup, der kom bagud i kampens første minut, men i minuttet før pausen udlignede Mads Abild Meyer, inden Jesper Sandagaer bragte Brørup foran 2-1 i det første minut inde i anden halvleg på det, der skulle blive opgørets sidste scoring i eftermiddagens opgør i Brørup.
- Hjemmekampen mod BK-06 Esbjerg blev en kamp for tilskuerne. Både Brørup og BK havde fodboldstøvlerne skruet godt på og viste fodbold på bedste hylde i serie 3. BK kom foran på et straffespark, som PEP, (Brørup målmand), havde hånden på, men desværre ikke nok. Vi formår at udligne lige før pause, kommer ind til anden halvleg med en rigtig god attitude, så scorer vi til 2-1, og vi skulle også sætte et par mere ind, men det blev det ikke til desværre. BK havde også en del chancer, men vi klarer den hjem, siger holdleder Lars Amundsen til migogvejen.
BK-06 Esbjerg er i øvrigt taberdømt i kampen mod det nuværende førerhold, Andrup IF, efter dommeren måtte stoppe kampen grundet ballade.
* * *
FODBOLD: Heller ikke i sæsonens femte kamp lykkedes det for Føvling/Stenderups serie 2 hold at hente en sejr. Eftermiddagens udekamp mod Bramdrupdam blev tabt med 1-2. Hjemmeholdet førte 2-0 ved pausen, inden Jannick Knudsen reducerede til 1-2 20 minutter inde i anden halvleg, men mere blev det ikke til, så holdet ligger næstsidst med to points i de fem kampe.
- Kampen er til Bramdrupdams fordel de første 25 min. Vi laver et meget uheldigt selvmål, og de scorer på et spark langt ude fra. Vores målmand står ret beset ikke længere ude, end man kan forvente, men vinden spiller et lille puds, og bolden dykker ned bag ham i målet. Vi kommer meget bedre med og er spilstyrende resten af kampen. Jannick reducerer, da der mangler 25 af opgøret, og vi skulle have taget alle tre point, men både stolpe og skarphed stod i vejen for det. Vi føler helt klart at dette var en kamp vi skulle have vundet, lyder det fra Føvlings Tobias Ebsen.