FORBUD: Forsamlingsloftet er i dag hævet til 75 personer ved udendørs arrangementer. Når det gælder fodbold, skal både spillere, trænere, dommere, andre officials og evt. tilskuere mv. tæller med i det samlede antal, der må være forsamlet i forbindelse med en fodboldkamp, stævne eller træning, er meldingen fra DBU Jylland.
- I forhold til reglerne for omklædnings- og badefaciliteter, klubhuse og muligheden for at afholde møder indendørs, afventer vi opdaterede retningslinjer fra Kulturministeriet, lyder det videre med en melding om, at der hele dagen er arbejdet på at få klarhed over de nye retningslinjer, men de lader stadig vente på sig fra Kulturministeriet.
* * *
TENNIS: Mange klubber er med på »tennissportens dag« lørdag 8. maj. Det gælder bl.a. Vejen Tennisklub, hvor der samtidig er standerhejsning.
* * *
FODBOLD: Vejens serie 2 hold er færdig i pokalturneringen. Holdet tabte udekampen mod Spangsbjerg IF, der også spiller i serie 2, med 2-3. Tre gange i kampen var Vejen bagud, og kun de to gange lykkedes det at udligne. Emil Sørensen udlignede til 1-1, mens Mikkel Nielsen gjorde det til 2-2.
* * *
CORONA: Aftenens lokalopgør i serie 4 mellem Skodborg og Sdr. Hygum er udsat. Gæsterne fra Sdr. Hygum måtte melde fra grundet corona, fordi holdet i weekenden spillede mod Vejen, hvor der er konstateret corona-smitte. De to klubber må så finde en anden dato til kampen.
* * *
FODBOLD: Gestens serie 4 hold måtte i aften forlade banen som taber. Hjemmekampen mod Haderslev fK blev tabt med 2-4, og dermed ligger holdet sidst i puljen med to points i seks kampe.