Tilskuere måtte der ikke være på Vejen Stadion til aftenens lokalopgør i serie 2 mellem Vejen SF og Føvling/Stenderup UI. Ærgerligt nok, for de kunne have set en underholdende kamp med seks scoringer og masser af afslutninger.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Ved sidste dommerfløjt stod der 4-2 og dermed en sejr til Vejen-holdet på måltavlen, men sådan var det ikke halvvejs i kampen.
Føvling/Stenderup gik til pausen med en føring på 2-0, men det blev vendt i de sidste 45 minutter.
I første halvleg havde Vejen bolden i mindst 75 procent af tiden, men Føvling-holdet viste sin farlighed på omstillinger.
Endnu en gang viste Jannick Knudsen sin målnæse og hurtige opfattelse af situationen, da han midt i første halvleg scorede fra midten af banen, da Vejens målmand stod langt ude.
Inden pausen øgede Lasse Lundgård Jørgensen til 2-0, mens de fleste af Vejens afslutninger endte langt over målet.
Anden halvleg var imidlertid kun syv minutter gammel, inden Jakob Petersen først reducerede og siden udlignede til 2-2.
Vejen sad stadig på spillet, og Nikolaj Ravn bragte Vejen foran med 3-2, inden Emil Sørensen slog sejren fast til en fortjent sejr til Vejen på 4-2.
Med sejren topper Vejen rækken med et forspring på to points ned til Rødding IF på andenpladsen.
(Fotos: migogvejen©)