Følg migogvejen på Facebook  

Rundt i foreninger og klubber er der mange trænere og ledere, der gør en enorm frivillig indsats, og det kunne ses på det antal indstillinger, Folkeoplysningsudvalget havde fået til foreningsprisen 2017. Der var mange at vælge imellem, og fire var nomineret forud for afsløringen af prismodtageren ved foreningsaftenen i Lindknud torsdag aften.

Modtageren blev afsløret af formanden for Folkeoplysningsudvalget, Jan Møller Pedersen, og overrakt af borgmester Egon Fræhr (V), og det blev Kim Nielsen, Skodborg Idrætsforening, der modtog hæderen.

Der var også klapsalver til de tre andre nominerede, Solvej Bennetzen, Vejen Gymnastikforening, Jan Erik Hansen, Lindknud Gymnastik- og Ungdomsforening, og Trine Eliasen, KFUM Læborg.

Om Kim Nielsen lød det bl.a.:

»Kim er en bundstabil og uundværlig arbejdskraft i SIF. Han er både træner, leder og udøvende sportsmand. Han er en erfaren turneringsspiller gennem mange år og står ikke af vejen for en ”herrefight”. Dette beviser han til vores årlige klubmesterskab i badminton, hvor han ikke holder sig tilbage, ikke mindst når han bliver udfordret af de tidligere ungdomsspillere, som han selv har trænet gennem en årrække, og som nu giver ham kamp til og over stregen.

Kim er indpiskeren, der ihærdigt ”forfølger” glemsomme sjæle, der ikke lige af egen drift har fået tilmeldt sig vores årlige klubmester eller ungdomsstævner, hvilket godt kan være et møjsommeligt arbejde. Han er også en dreven programlægger af badmintonstævner, også større stævner i DGI-regi. Kim arrangerer også ”Badminton i Skolen” for at skabe interesse for sporten. Han tager gerne feriedage for at promovere SIF og ikke mindst hans interesse for sporten.

Kim er en person, der aldrig siger nej til en opgave og altid leverer en bundsolid arbejdsindsats for idrætsforeningen i både de daglige træningsaktiviteter, som klubbens repræsentant i DGI-sammenhæng, i samarbejdet mellem lokale klubber i Vejen kommune og som ”arbejdsmand”, når der skal løses praktiske arbejdsopgaver/findes hjælpere til andre indtægtsskabende aktiviteter i SIF-regi.

Kim er på sin egen stille måde klart en af de bærende kræfter, der tager det lange, seje arbejdstræk uden på nogen måde at sætte sig selv i centrum eller gøre ret meget væsen af sig selv.

Kim er en fantastisk person, som altid møder med en positiv tilgang til tingene.

Udover at han er aktiv i SIF er han også medlem af Skodborg Børnecenters bestyrelse samt lokalrådet.

Privat er han gift med Elisabeth og har børnene Laurits på 10 og Signe på 13 år.«

(Fotos: LLN Press©)

 

lederpris4lederpris4lederpris4