Følg migogvejen på Facebook  

Risikoen får smitte med herpes betyder, at Tobøl Rideklub må aflyse sit planlagte stævne 17.-18. april.

 

(læs mere under annoncen)

KK Partner bund rettet

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

- En trist udmelding. DRF har valgt at aflyse stævner til 26 april. Det betyder, at vi ikke kan gennemføre vores D-stævne 17.-18. april, skriver Tobøl Rideklub.

Årsagen er klar:

- Dansk Ride Forbund er i dag blevet bekendt med, at der i løbet af de seneste dage kan konstateres brud på reglerne for håndtering af smitsom sygdom, herunder karantænereglerne for heste, der indføres til Danmark fra udlandet. Det medfører, at alle stævner og aktiviteter, der involverer heste under Dansk Ride Forbund, pr. dags dato lukkes ned frem til 26. april, lyder det fra forbundet.

Der er ikke tale om brud på karantæner blandt heste, som har været på stævnepladser med konstateret spredning af den aggressive type af herpesvirus, som spredte sig fra en stævneplads i Valencia, Spanien, for nogle uger siden. Alle heste hjemkommet herfra er stadig i intakte karantæner.

- Der er derimod tale om konstatering af flere kombinerede forhold, hvor personer i forbindelse med import af heste har brudt reglerne for karantæne af heste indført fra udlandet samt herudover brud på DRF’s øvrige regler for stævnedeltagelse med heste fra besætninger med smitsom sygdom. I den forbindelse er det vigtigt for os at minde om, at den tidligere beslutning om ikke at følge FEI’s opfordring til at aflyse nationale stævner i Danmark byggede på en klar forventning om overholdelse af karantæneregler og generel håndtering af smitsom sygdom, men det har desværre vist sig de sidste par dage ikke at være realiteten, konstaterer forbundet på sin hjemmeside. 

- Det er på baggrund af ovenstående ikke længere muligt at stå inde for inddæmning af smitte på det niveau, som DRF ønsker. Der vurderes ikke at være en høj risiko for smittespredning, men ejere til involverede kontaktheste vil naturligvis blive informeret. Forholdene medfører dog desværre, at det ikke længere er muligt at tage et overordnet ansvar for det samlede billede af smittespredning. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det er Dansk Ride Forbunds klare indtryk, at hovedparten af medlemmerne aktivt og med stor omhu har taget ansvar for samt bidraget til at forsøge at opretholde muligheden for at afholde nationale stævner og aktiviteter i den forgangne periode.

- Det er altså desværre de fås handlinger, der nu har betydet, at vi er nødt til at lukke ned for alle stævner og aktiviteter frem til 26. april, lyder det videre.

(Genrefoto: LLN Press©)