Fire aktive foreningsledere bejler til den lederpris, der på torsdag i næste uge overrækkes ved Vejen Kommunes hædringsaften i Lindknud, og der er ingen tvivl om, at dommerkomiteen er kommet på en vanskelig opgave med at finde årets leder, efter Laila Sønderup, Holsted Ungdoms- og Idrætsforening, der fik prisen overrakt af borgmester Egon Fræhr (billedet) i fjor.
De fire nominerede til lederprisen i år er:
Solvej Bennetzen – Vejen Gymnastikforening
Jan Erik Hansen – Lindknud Gymnastik- og Ungdomsforening
Trine Eliasen – KFUM Læborg
Kim Nielsen – Skodborg Idrætsforening
»Bestyrelsen for Vejen Gymnastikforening har indstillet Solvej Bennetzen til årets lederpris. Hun har været aktiv i Vejen Gymnastikforening, siden hun var barn. Først som aktiv gymnast siden som instruktør på utroligt mange forskellige hold og som medlem af bestyrelsen. Solvej startede som instruktør i Vejen Gymnastikforening tilbage i 1992, og siden dengang har hun på forskellige tidspunkter været instruktør for ”Unge piger”, ”Rope Skipping” og ”Senior damer”, ”Opvisningsdamer”, ”Begynder springhold”, forskellige konkurrencehold som Mini Micro Piger og Micro Piger TeamGym. Solvej har samtidig været en af hovedkræfterne bag etableringen af de mange tilbud foreningen i dag har til drenge, og hun er i dag hjælpeinstruktør for ”Tarzan Drengene”«, står der bl.a. i indstillingen, hvor hun betegnes som en ildsjæl.
»Hovedbestyrelsen i Lindknud Gymnastik- og Ungdomsforening har indstillet Jan Erik Hansen til prisen. Han betegnes som en lokal ildsjæl, der startede i LGU i 1980 som medlem i fodboldudvalget. Sidenhen har han siddet i forskellige udvalg såsom håndbold og badminton og de sidste 11 år som formand i Hovedbestyrelsen. Igennem alle 38 år har han ikke kun brugt sine kræfter i udvalgene men også som aktiv. Jan er altid at finde, når der spilles badminton, fodbold eller løbes. Derudover har han haft adskillige trænerposter og er altid klar til at fløjte en kamp som dommer. Lige nu er han aktiv badmintonspiller, fodboldspiller og træner for det lokale damefodboldhold«, står der bl.a. i indstillingen.
»Grupperådet for Læborg Spejderne har indstillet Trine Eliasen. KFUM Læborg har eksisteret i 24 år og holder til i en hytte i skoven i Hundsbæk Plantage. Med mere end 60 spejdere på pladsen hver uge, så har KFUM-spejderne sat deres spor hos mange unge. Spejdernes bærende værdier med friluftsliv og bæredygtighed samt samarbejde og fællesskab gives videre til spejderne af 11 ledere samt et 8 personer stort grupperåd.Gruppeleder Trine Eliasen har en stor fortjeneste i succeshistorien: Hun har gjort et kæmpe stykke arbejde i at udvikle og bakke op omkring ledergruppen – og hendes egen store og dedikerede engagement smitter også af på ledergruppen. Trine har valgt at takke af som gruppeleder ved årsskiftet 2018/19 – men har dedikeret sig til at finde sin afløser, inden hun holder – og bare det er prisværdigt, da frivilligt arbejde ikke er nemt at finde hjælp til«, lyder det bl.a. om hende.
Om Kim Nielsen, Skodborg Idrætsforening, lyder det bl.a.: »Kim startede i Skodborg Idrætsforening som hjælpetræner, da han var 13 – i dag er han 41, så det er blevet til et par år. Han kom hurtigt med i bestyrelsen, hvor han har været siden. Hans store engagementet og vedholdenhed i foreningen fortjener en pris. Kim er både formand og frivillig træner for badminton. Han laver arrangementer i både skole og i fritiden for de mange badmintoninteresserede. Kim tager en stor tjørn i foreningen. Både indenfor badminton, men også i resten af foreningen. Han møder altid op, når der brug for hjælp. Kim har ikke kun blikket rettet mod sin egen forening. Også naboklubber har gjort brug af hans hjælpsomhed og hans ekspertise. Således har han for Vejen Badmintonklub været en fantastisk kollega. Når klubben holdt større stævner var Kim et sikkert medlem af stævneledelsen. Han er altid parat med en hjælpende hånd. Kim er en bundstabil og uundværlig arbejdskraft i SIF«, lyder beskrivelsen af den fjerde kandidat til lederprisen 2017.
(Arkivfoto: LLN Press©)