Bækkes U15 piger B leverede en flot figur ved de jyske mesterskaber i Tønder i weekenden, hvor holdet blev en suveræn vinder af den indledende pulje, hvor det blev til syv sejre på stribe.
Løjt/AaBK blev besejret med 5-3. Det blev 6-2 over Aalborg KFUM og 7-3 over Spjald. Det blev en solid sejr på 9-1 mod FC Horsens, inden Fortuna Randers blev besejret med 6-3. Det blev 5-3 over Støvring og sluttelig 3-2 over Mejrup GU.
Dermed vandt Bække-pigerne puljen med et forspring på seks points.
I semifinalen skulle Bække så møde nummer fire i puljen. Det var Fortuna Randers, der blev besejret med tre mål i det indledende gruppespil, men nerver og måske træthed betød, at Bække tabte semifinalen med 4-5 og dermed slutter på tredjepladsen ved de jyske mesterskaber.
Mejrup GU blev jysk mester.
På billedet er det bagerst fra venstre Regitze Lage Madsen, Kirstine Storm og Zuzanna Wojciechowska. Forrest fra venstre er det Josephine Møller, Josefine Kristensen og Freja Lykke.