- Vi skal helt klart køre med om guldet og har et hold, der kan slå dem alle.
Sådan lød det fra direktør Niels Munk Nielsen, da Holsted Speedway Klub onsdag aften afviklede sit traditionelle sponsor- og pressemøde i Brørup.
Han mener, det er et mandskab, der kan komme helt til tops, og det er det nye holdlederteam bestående af Tom Knudsen og Morten Peterson, der skal blande kortene, og direktøren mener, der er mange kort at spille ud på alle pladser.
Det nye trænerteam i Holsted, Tom Knudsen og Morten Peterson.
Niels Munk Nielsen erkendte, at 2017 ikke havde været et særligt gunstigt år for Holsted, men han mener, det nye trænerteam kan være med til at vende det.
Samtidig har klubben lært af problemerne i fjor, hvor der bl.a. ikke var en fuldgyldig reserve for Nicki Pedersen, da han blev skadet. Det er der i år i form af australske Sam Masters, der ligesom Nicki Pedersen kommer tilbage fra en skade. Et alternativ er russiske Emil Sayfutdinov.
Nicki Pedersen gjorde det dog klart, at han er klar til at køre igen, og det gælder både individuelt og i Holsted, hvor han tager hul på sæson nummer 16.
Nicolai Klindt (t.v.) er tilbage i køredragten i Holsted.
Uden penge kan der ikke drives speedwayklub på topplan. Der er mange ting, der skal være i orden. Det gælder bl.a. sikkerheden på banen, der alene koster tre millioner kroner.
- Der er ting, vi skal investere i, men der er også ting, vi gerne vil investere i, noterede direktøren og fortalte, at klubben har flere planer for de kommende 1-2 år.
Først gælder det sæsonen 2018, hvor ligaholdet har sin første match onsdag 9. maj, hvor Grindsted gæster speedwaybanen i Holsted.
(Fotos: LLN Press©)
Speedwayklubben i Holsted afviklede onsdag aften presse- og sponsormøde.