Følg migogvejen på Facebook  

Når fodboldspillerne i Føvling/Stenderup UI starter på sæsonen om et par måneder, bliver det med en ny mand i front.

 

(læs videre under annoncen)

Tove Klose NY

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Ja, ikke forstået på den måde, at den 50-årige Ole Mejrup har tænkt sig at skulle spille forrest og score målene.

Han placerer sig på sidelinjen - siddende og stående - for at give sit kommende mandskab de nødvendige input for at score points.

Reelt skulle han have haft trænerposten allerede i 2020, men sådan kom det ikke til at gå.

- Jeg blev syg og måtte melde fra, hvor jeg så i efteråret havde Vardes herrer i Jyllandsserien, men nu glæder jeg mit til at komme i gang i Føvling, siger Ole Mejrup til migogvejen.

Vi møder ham i de omgivelser, der snart bliver hans hjemmebane fodboldmæssigt set.

Om baggrunden for aftalen med Føvling/Stenderup UI fortæller Ole Mejrup:

- Benny Ebsen kontaktede mig, om ikke det var noget for mig at blive træner i Føvling. Jeg sagde nej, fordi jeg havde tænkt mig at holde en pause, fortæller Ole Mejrup.

Det skulle være en pause i foråret 2020.

- Han ringede så igen, og vi fik en go' snak. Jeg var derude og havde en god mavefornemmelse, og de lokkede mig til at sige ja, konstaterer Ole Mejrup, der ikke virker til at have fortrudt.

Sygdom forhindrede så, at Ole Mejrup i den forgangne sæson kom i gang i Føvling, men aftalen gælder så i stedet fra starten på foråret.

I hans fravær har det været Mads Ulf Hansen, der har stået i front i 2020, og som bekendt sikrede førsteholdet sig i coronaåret oprykning til serie 2.

Det er så her, Ole Mejrup starter, og han har i løbet af året  set flere af Føvlings kampe, og meldingen er klar:

- Jeg tror, vi kan klare os i serie 2, og vi skal i hvert fald ikke bruge det med, at vi er oprykker som en undskyldning. Nu er vi et serie 2 hold, og vi skal ikke undskylde en dårlig præstation med, at vi lige er rykket op.

- Vi skal i go' form og gi' den gas, lyder det fra Ole Mejrup, der fortæller, at forholdene i Føvling minder om det, han oplevede i Agerbæk/Starup, hvor han trænede med succes.

- Her i Føvling er der en god opbakning med mange tilskuere både hjemme og ude, og jeg tripper lidt for at komme af sted, noterer Ole Mejrup.

Ingen aner, hvordan coronaen udvikler sig, men han satser på en træningsstart 28. februar. Forinden opfordres spillerne til at holde grundkonditionen ved lige ved at løbe, cykel eller svømme.

Det må de klare selv, inden Ole Mejrup træder i front - som træner - hvor Føvlings bedste spillere som tidligere omtalt er kommet i pulje med bl.a. Rødding IF og Vejen SF.

(Foto: LLN Press©)