Et par hundrede fodboldtrænere fra området er nu kommet i form til den kommende sæson. I hvert fald har de fået masser af inspiration til træningen takket være de tre trænerseminarer, DBU Jyllands Region 4 har afviklet.
- Det har været nogle rigtig gode aftener, lyder det fra klubrådgiver hos DBU, Svend Pedersen.
Superligasæsonen er i gang, men alligevel afsatte Sønderjyskes superligatræner, Claus Nørgaard, onsdag aften til at give input til den forestående sæson, hvor de fleste seniorhold allerede er i gang med træningen.
Claus Nørgaard lagde vægt på det offensive omstillingsspil og fortalte om forholdene i Sønderjyske, og det gjorde han godt.
- Vi havde en rigtig god aften, og det var virkelig en veloplagt Claus Nørgaard, vi havde på, noterer Svend Pedersen.
Claus Nørgaard var tredje og sidste indslag i dette års tretrinsraket, hvor der blev lagt ud med Henrik Pedersen, der tidligere har været træner i bl.a. Esbjerg fB og assistenttræner i Union Berlin. Det andet seminar var lagt i hænderne på Esbjerg fBs trænerteam bestående af John Lammers, Jens Letort og Gonzalo Garcia.
(Foto: LLN Press©)