Følg migogvejen på Facebook  

Statsministerens melding om et forsamlingsmaksimum på 10 rammer sporten hårdt fra på mandag.

 

(læs videre under annoncen)

Nørregaard Biler

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

I denne weekend spilles alle kampe som planlagt, og børnene må fortsat dyste på banerne. Det må seniorerne ikke.

Det rammer ikke mindst fodbolden hårdt, nu hvor de afgørende kampe skal spilles og dermed afgøre op- og nedrykning.

Flere hold her i området blander sig i kampen om oprykning, bl.a. Vejen, Rødding, Føvling, Øster Lindet, Gesten og Skodborg.

- Da de skærpede restriktioner, primært stramningen af forsamlingsforbuddet fra 50 til 10 personer, først træder i kraft fra mandag, vil al turneringsvirksomhed under DBU Jylland derfor blive afviklet helt som planlagt i denne weekend, lyder det fra DBU Jylland.

Det nedsatte forsamlingsforbud betyder til gengæld, at alle seniorkampe fra mandag ikke længere kan afvikles som planlagt – gældende i en periode på fire uger frem.

- Det har selvsagt store konsekvenser for både klubberne og DBU Jylland, og det stiller os i en akut, vanskelig situation, men vi vil hurtigst muligt søge en afklaring på, hvordan den eksisterende senior-turnering kan/skal afsluttes, op- og nedrykninger, udsatte kampe o.s.v., konstaterer DBU Jylland.

Håndbolden er først ved for alvor at komme i gang, men sæsonen afbrydes brat.

- Seniorhåndboldspillere over hele landet må i den kommende tid kigge langt efter stillingen på måltavlen ved slutfløjt, for med regeringens seneste begrænsning af forsamlinger har Dansk Håndbold Forbund sammen med de tre distriktsforbund valgt at sætte alle kampaktiviteter over U19 og op til og med 2. division på pause. Pausen varer foreløbigt fra mandag 26. oktober til og med søndag 22. november, skriver DHF.

DHFs generalsekretær, Morten Stig Christensen, anerkender, at vi igen står i en alvorlig situation. Han ærgrer sig rigtigt meget på de voksne vegne, men er glad for, at børn og unge fortsat kan spille håndbold under nogenlunde normale forhold:

- Jeg er ked af, at vores voksenmedlemmer igen skal undvære at spille håndboldkampe, da det er en vigtig del af sporten. Samtidig er jeg glad for, at vi trods alt kan fastholde aktivitet på halgulvet for vores børn og unge. Det er helt essentielt for deres sundhed – både mentalt og fysisk – at de får lov at komme ud og dyrke deres fritidsaktiviteter, siger Morten Stig Christensen.

Det lokale basketballhold, BKV'81, rammes naturligvis også. Som basketballforbundet, DBBF, skriver:

»Regering og myndigheder anerkender, at idrætten er vigtig og fastholder reglerne for kampe for børn og unge under 21 år, mens voksenidræt - udtaget den professionelle idræt - desværre fra mandag 26/10 og frem bliver ramt af forsamlingsforbudet på 10 personer«.

Fra DIF og DGI lyder det:

»De nye restriktioner rammer foreningsidrætten hårdt, og vi ved, at det giver udfordringer i hverdagen og ekstra arbejde for alle vores frivillige ildsjæle, som hver eneste dag knokler for at gennemføre corona-tryg træning. Det håber vi, at I vil fortsætte med.

I DGI og DIF bakker vi op om myndighedernes retningslinjer og tiltag i kampen mod de stigende smittetal. Vi fortsætter med at rådgive vores foreninger til at fastholde fællesskaberne med respekt for de nye regler og retningslinjer.

Pt. afventer vi dog de mere specifikke retningslinjer fra Kulturministeriet, som vi forventer at modtage i løbet af de kommende dage. Så snart vi har dem, vil vi justere DGIs og DIF’s retningslinjer«, skriver de to forbund.

(Arkivfoto: LLN Press©)