FODBOLD: Føvling/Stenderup UI vandt som ventet dagens hjemmekamp mod bundholdet Esbjerg IF92 i serie 3. Sejren lød på 4-0 og var reelt afgjort inden pausen, hvor hjemmeholdet førte 3-0 på mål af Jannick Knudsen, Jacob Munk Nielsen og Jesper Pedersen. Jannick Knudsen slog sejren fast med sit andet mål midt i anden halvleg.
Med sejren blander Føvling/Stenderup sig for alvor i topstriden og ligger nu tre points efter Tjæreborg IF på førstepladsen, og netop de hold mødes på lørdag i Tjæreborg.
* * *
BASKETBALL: Pladsmangel i Vejen Idrætscenter betød, at Vejens basketballspillere i 1. division må vente en uge på sæsonpremieren. Den finder sted på lørdag i Svendborg i stedet for i dag mod Skovbakken 1.
* * *
FODBOLD: Brørups serie 3 hold har spillet to kampe den forgange uge, og udbyttet er blevet de maksimale seks points, hvormed Brørup for alvor har spillet sig væk fra de nederste pladser. Det blev til en sejr på 4-2 i hjemmekampen mod Gørding-Vejrup Fodbold, mens Brørup vandt med 4-1 i Bramming.
* * *
FODBOLD: To lokale hold spiller i den samme pulje i serie 4, og begge hold tabte i weekenden. Jels IF ligger i den bedste halvdel og tabte 0-3 i udekampen mod Ribe, der dermed indtager andenpladsen. Sdr. Hygum B ligger lige over nedrykningsstregen. Holdet tabte udekampen mod topholdet Jernved med 1-3.
* * *
FODBOLD: Der var lokalopgør i serie 4 pulje 79, hvor både Læborg og Bække er med i nedrykningsstriden. Læborg GU vandt hjemme med 4-1 over Bække SF, men det er stadig Læborg, der ligger under nedrykningsstregen.
* * *
FODBOLD: Tre af fire hold i den ene serie 5 pulje er lokale. Vejen topper puljen efter en storsejr på 7-1 i udekampen mod Føvling/Stenderup UI, mens Øster Lindet B spillede uafgjort 2-2 med Christiansfeld IF.