Følg migogvejen på Facebook  

FODBOLD: Der måtte en straffesparkskonkurrence til, inden aftenens pokalkamp i Rødding var afgjort. I kampens ordinære 90 minuttter og i de 30 minutters tillægstid blev der ikke scoret bl.a. takket være Hvidings stærktspillende målmand.

- Det var en super god kamp, hvor begge hold ville spille. Meget jævn spil, hvor vi havde flest og største chancer, og vi burde have vundet indenfor de 90 minutter, men Hviding havde en klassekeeper i dag, lyder det fra Røddings træner, Jan Olesen.

En straffesparkskonkurrence er aldrig sjovt, men der skulle findes en vinder, og her scorede Rødding på alle fem spark, og holdets målmand reddede et, så slutfacit blev en sejr til Rødding på 5-3.

- Jeg har bare en flok unge knægte, som vil det, og jeg under dem så meget den her sejr. Jeg er tilfreds og stolt af gutterne, siger Jan Olesen til migogvejen.

Mathias Toft Christensen, Bjørn Markworth, Søren Zeberg, Frederik Zeberg og Nicolaj Hansen scorede på de fem straffespark.

Næste runde afvikles lørdag.

 

* * *

 

GOLF: Vejens 2. divisionshold er sikret en sæson mere. I fjor rykkede Vejen GK op i 2. division igen - efter ét års fravær – og efter en lang og hård weekend er holdet som minimum sikret at blive i 2. division til næste år.

Lørdagens kamp blev spillet i Varde GK mod Breinholtgaard. På papiret en svær modstander, men efter et par tætte foursomes stod der 4-2 til Vejen. Sejre til Sebastian Bendtsen, Jakob Gilling samt Rasmus Schelde og Dan Jensen, og et nederlag til Thomas Jensen og Malte Vesterbæk. Desværre tippede kampen under singles, og Breinholtgaard sejrede knebent med 10-8. Jakob Gilling og Dan Jensen vandt som de eneste deres singles.

Søndagens kamp blev igen spillet i Varde GK, denne gang mod Jelling. En meget vigtig kamp, der kunne afgøre en del af næste års skæbne. Endnu en gang var Vejen foran 4-2 efter foursomes og havde et godt udgangspunkt inden eftermiddagens singler.

Sebastian Bendtsen og Jakob Gilling, samt Rasmus Schelde og Dan Jensen vandt igen deres foursomes, men Torben Kastbjerg og Malte Vesterbæk tabte efter en fin fight mod Jellings stærkeste foursome.

I singlerne var Malte Vesterbæk erstattet af Thomas Jensen, og han kvitterede med spille uafgjort i første match. Dermed skulle der i de sidste fem singler blot fem points til, så var sejren i hus.

Torben Kastbjerg fik vendt sin match rundt og vinder på hul 17, flot sejr, og resten af holdet kæmpede det bedste de havde lært, og endte med at slå Jelling 13-5. Dan Jensen, Jakob Gilling og Sebastian Bendtsen vandt også deres singler.

 

* * *

 

FODBOLD: Sdr. Hygums serie 4 hold er færdig i Sydbank Pokalen 2020/21. På eget græs tabte holdet i aften på eget græs med 0-2 til Christiansfeld, der normalt spiller i serie 2.

 

* * *

 

GOLF: Vejen Golfklubs ny oprykkede 4. divisionshold har spillet de to første matcher i Danmarksturneringen.

Der blev spillet på udebane i Varde. Langt de fleste kampe var helt jævnbyrdige, og føringen skiftede undervejs flere gange. Først på det allersidste hul i den samlede match – og på det allersidste put blev det afgjort, at Vejen blev vinder 7–5 og dermed indtjente de første to matchpoints. Følgende spillere vandt point til sejren: Mikkel Schelde Hansen, Simon Petersen, Thomas Sørensen, Christian Damm og Christoffer Thøgersen.

Søndag dystede Vejen mod Varde på Birkemoses bane.I den første halvdel af matchen var Varde foran i stort set alle matcher, og det lagde op til et stort nederlag. Efterhånden fik flere af Vejens spillere dog fundet deres allerbedste spil frem og fik indhentet noget af Vardes føring. Matchen endte med, at Varde og Vejen delte point i stillingen 6–6. Dermed fik Vejen det tredje matchpoint på kontoen i denne weekend, og det er allerede nu en realitet, at Vejen ikke kan komme i nedrykningsfare – uanset de kommende matcher.

I matchen hentede Anders Astrup, Mikkel Schelde Hansen, Christoffer Thøgersen og Christian Damm point til holdet.

 

* * *

 

GOLF: Vejens seniorer har spillet to af tre kampe i den indledende pulje. Med uproblematiske sejre på 11-3 over Vejle og 12-2 over Ølgod venter nu den afgørende kamp om puljesejren mod Odense Eventyr. Vinderen af kampen kvalificere sig til oprykningsslutspillet.