Trods kulden var der stor opbakning, da Vejen Sportsforenings nye seniortrænere, Hans Henrik Henriksen og Christer Jørgensen, tirsdag aften bød velkommen til den nye sæson. Det skete på den nye kunstgræsbane ved Vejen Idrætscenter, og deltagelsen var større, end trænerne på forhånd havde turdet håbe på.
Ikke færre end 38 spillere var trukket i fodboldstøvlerne for at deltage i sæsonens første træning.
Det var seniorerne, der lagde ud, men der var også mange U19-spillere med, men de er som tidligere omtalt på »migogvejen« rykket op, så foreningen ikke har U19-hold i den kommende sæson. De spiller seniorfodbold.
Der trænes en gang om ugen - tirsdag - til den mere officielle start 27. januar, hvorefter der trænes to gange ugentligt.
(Fotos: LLN Press©)
Hans Henrik Henriksen og Christer Jørgensen i gang med de første instruktioner ved sæsonstarten i Vejen Sportsforening.