Børnene skal ikke kun komme til basket - basketballspillet kan også komme ud til børnene.
(læs mere under annoncen)
(inspiration til maden - tryk på pølsemageriets annonce)
Og det er netop, hvad basketballklubben i Vejen, BKV'81, vil gøre og netop er bevilget tilskud til fra kommunalt hold.
Udvalget for sundhed, kultur og fritid har imødekommet klubbens ansøgning om 36.000 kroner til »opstart af projektet »Børnebasket i Vejen – Vi bringer foreningskulturen ud til børnene««, som det lyder på udvalgets dagsorden.
»Foreningen ønsker med dette projekt at flytte den organiserede idræt tættere på børnene og gøre det lettere for børn i indskolingsalderen at bevæge sig mere gennem basketball og at få en aktiv fritid i det lokale idrætsforeningsliv«, lyder det videre.
Det vil foreningen gøre ved at give børnene et bevægelsestilbud i skoletiden af høj kvalitet. Tilbuddet er gratis for børnene, indebærer ikke forpligtigelser for forældrene og bygger på det grundprincip, at basketball kommer til børnene i stedet for, at børnene skal komme til basketball.
»I regi af dette projekt udbydes intensive skoleprojekter for alle 1., 2. og 3. klasser på tre strategisk udvalgte folkeskoler i Vejen og dels sociale arrangementer, skolestævner, camp på tværs af skolerne, som skal styrke de sociale relationer på tværs af skolerne. Projektet er skræddersyet til den nye åbne skole (folkeskolereformen) og skaber en masse kvalitetsbevægelse for de deltagende børn«, står der videre.
Skoleforløbene tilrettelægges og gennemføres i samarbejde med BørneBasketFonden.
Projektet består af gennemførelse af seks ugers klasseforløb (en dobbeltlektion pr. uge) for 12 klasser i skoleåret 2019/2020 og 2020/2021.
Den samlede projektøkonomi er på 105.750 kr. inklusiv moms over to år, hvoraf der forventes medfinansiering på 69.750 kr. fra midler hos BørneBasketFonden, Vejen Basketball Klub og de lokale samarbejdspartnere.
Foreningen søgte om et samlet tilskud på 36.000 kr. fordelt på 18.000 kr. i 2019 og 18.000 kr. i 2020 til gennemførelse af projektet.
Beløbet findes i kommunens udviklingspulje.
(Arkivfoto: LLN Press©)