Følg migogvejen på Facebook  

HÅNDBOLD: Et godt kæmpende hold fra Filskov gav Vejen HK Jyllandsserie damer kamp til stregen. Kampen, der blev spillet i Filskov, endte med en sejr på 19-18 til Vejen, hvor sejrsmålet faldt få sekunder før slutfløjtet.

- Vi havde nok ikke forventet en så jævnbyrdig kamp mod Filskov, efter at første kamp endte 27-13 i Vejen. Det var en meget jævnbyrdig kamp, hvor holdene fulgtes ad gennem hele kampen, men til sidst lykkedes det Vejen at bringe sig foran til 18-16. En udvisning betød, at Filskov fik udlignet til 18-18, men heldigvis holdt pigerne hovedet koldt, og Stine Plauborg kunne afgøre kampen med få sekunder tilbage, fortæller Klaus Thomsen til migogvejen.

Dermed er der lagt op til et ægte topopgør næste søndag, når Vejen får besøg af Rækker Mølle, der topper rækken med 12 point mod Vejens 11 points på andenpladsen, så der spilles om puljens førsteplads.

 

* * *

 

HÅNDBOLD: Spænding var der ikke meget af i lokalopgøret i herrernes serie 1. På eget gulv vandt Folding-Brørup HK en sikker sejr over naboerne fra FSH Holsted. 32-24 stod der på måltavlen, og dermed ligger Folding-Brørup på en sikker førsteplads, mens FSH Holsted kæmper i den modsatte ende af rækken.

 

* * *

 

HÅNDBOLD: Håndboldherrerne i Andst har det svært efter oprykningen til serie 1, og det er foreløbig kun blevet til en enkelt sejs i syv kampe. Søndag tabte holdet på eget gulv med 24-35 til Vejle HK.

 

* * *

 

HÅNDBOLD: I damernes serie 1 lykkedes det helle ikke i syvende forsøg for Folding/Brørup at hente point. Hjemmekampen mod Vejen blev tabt så stort som 7-25, og dermed indtager Brørupholdet en sidsteplads.