Følg migogvejen på Facebook  

Festsalen på Østerbyskolen i Vejen var tirsdag morgen kortvarigt omdannet til en »rådhusplads«.

- Det er jo en tradition i Danmark, at når man vinder VM-finalen, så kommer man ud på balkonen på Rådhuspladsen i København. Landsholdet kom ikke i VM-finalen, men det gjorde du sammen med din makker, Line Hansen. Vi vil gerne alle sammen ønske dig til lykke, lød det fra skolens leder, Allan Lauenblad, da skolens egen topdommer, Karina Christiansen, blev hædret for sin indsats som dommer i VM-finalen søndagen.

- For 10 år siden satte du det mål at blive dommer ved et VM og komme til de olympiske lege. Du har nået dit føste mål, og mon ikke du kommer til de olympiske lege i 2020, spåede Allan Lauenblad ved talen for sin lærer.

- At nå så langt, som du er kommet, kræver vedholdenhed, mod, disciplin og at turde drømme. Men også afsavn. Du er et forbillede for os, sagde Allan Lauenblad, inden han overrakte en buket blomster til Karina Christiansen.

Der var også hæder fra Vejen Kommune. Her var det Bent Jørgensen (V), formanden for udvalget for skoler og børn,der i øvrigt selv er håndbolddommer, der var på besøg.

- Du har i denne sæson leveret fantastiske præstationer, der da heldigvis også er blevet belønnet nemlig med Champions Leauge-finalen og nu også VM-finalen. Jeg har på tv set flere af dine kampe i Tyskland, og du og din makker har virkelig præsteret. Og ikke kun vi lokale syntes, at du har gjort det fantastisk. Også det internationale håndboldforbund var enig og tildelte jer finalen. Du og din makker kan nu kalde jer verdens bedste håndbolddommere, lød det bl.a. fra Bent Jørgensen.

- Jeg er stolt over, at vi i Vejen Kommune i almindelighed og Østerbyskolen i særdeleshed har verdens allerbedste dommer, noterede Bent Jørgensen og overrakte kommunens hilsen til Vejens topdommer.

 

karina3karina3