SPEEDWAY: Selvom ligamatchen om at få hjemmebane i superfinalen er blevet udsat en uge, ændrer dette ikke ikke på holdleder Lars Munkedals sammensætning af holdet, der skal møde Slangerup Speedway på onsdag. Holsted Tigers tabte det første opgør med syv point, så målsætningen er klart defineret forud for opgøret.
- Det lyder måske som en hård opgave, og vi skal bestemt have respekt for et formstærkt Slangerup-mandskab, men omvendt skal vi også huske på, at alle hjemmematcher i år er vundet sikkert og alle med minimum syv point, pointerer holdleder Lars Munkedal overfor klubbens hjemmeside.
Holstedholdet består af:
1. Kenneth Bjerre
2. Nicolai Klindt
3. Rene Bach
4. Rasmus Jensen
5. Sam Jensen
6. Emil Breum
* * *
BASKETBALL: Vejens nyoprykkede 1. divisionshold får fordel af hjemmebane i pokalturneringen. Modstanderen bliver Viby IF, som Vejen-holdet også skal møde i den første turneringskamp efter oprykningen.
* * *
FODBOLD: Det lykkedes ikke for Vejens serie 2 hold at hente point i søndagens udekamp mod det ubesejrede tophold, Gråsten, der hentede den sjette sejr på stribe. Vejen tabte opgøret i Gråsten med 1-3, hvor hjemmeholdet kom i front allerede i det første minut, men Vejen gjorde god modstand og fik udlignet til 1-1. I anden halvleg scorede Gråsten to gange og afgjorde kampen. Vejen spiller lørdag eftermiddag på hjemmebane mod Christiansfeld.
* * *
FODBOLD: Røddings serie 2 hold vandt den vigtige udekamp mod Skærbæk B med 2-0 på mål af Oliver Friis Petersen og Michael Zeberg Sørensen. Bortset fra Vedsted UF uden point er puljen meget jævnbyrdig, og der skal en del points til for at holde sig væk fra nedrykningsstregen. Rødding-holdet har nu hentet otte points i seks kampe.
* * *
FODBOLD: Føvling/Stenderup UIs serie 4 ser ud til at ville vise, at nedrykningen var en fejl og er på vej til at ville tilbage til serie 3. Efterårets første seks kampe er vundet med en samlet målscore på 36-3. Weekendens hjemmekamp mod Vamdrup IF på andenpladsen blev vundet med tenniscifrene 6-0.
GOLF: Holsted Golfklubs spillere var igen i år med til at støtte Kræftens bekæmpelse mod brystkræft i turneringen Pink Cup.
53 spillere var med, og de samlede i alt 11.346 kroner ind, som nu er sendt til Kræftens bekæmpelse.
Vinderne blev:
A-rækken:
Karen Petersen med 40 point
Lilian Juulsen med 39 point
Erik Fåborg med 37 point
Henning Aaskov med 36 point
B-rækken:
Inger-Lis Nordesgaard med 41 point
Henrik Sørensen med 38 point
Aase Nielsen med 37 point
Aksel Nielsen med 37 point
C-rækken:
Niels V Lauridsen med 42 point
Anette Jessing med 41 point
Stella Kristensen med 40 point
Hans P. Refsing med 38 point