Aftenens speedwaymatch i Holsted nåede aldrig op til forventningerne.
(læs mere under annoncen)
(gælder det motorcykler, så tryk på annoncen)
Dertil var hjemmeholdets kørere ganske enkelt for gode i forhold til de forsvarende danske mestre fra Region Varde.
En sejr ville sikre Holsted førstepladsen og dermed en plads i superfinalen, og der skulle ikke gå mange heats, inden Holsted førte sikkert.
Efter 3-3 i første heat vandt Holsted de to efterfølgende heat med 5-1 og derefter 4-2.
Dermed havde holdet et forspring på 10 points, der gav modstanderne mulighed for at sætte en joker ind. Hans points i heatet ville så tælle dobbelt.
Holdlederen for Region Varde, Steven Andersen, satsede på polakken Tomasz Gapinski, men det var et dårligt valg. Han sluttede sidst i heatet og fik nul point, så det med dobbelt op havde ikke rigtig nogen betydning.
Føringen til Holsted var efter fem heat 20-10, og det blev der ikke ændret meget på. Holsted førte faktisk med 14 points og sluttede med at vinde med 48-36.
Dermed var sejren og bonuspointet i hus. Det samme er pladsen i finalen.
Hvor den skal køres, er endnu ikke afgjort. Det afgøres i to matcher mellem nummer et og nummer to, hvor Holsted ifølge holdleder Lars Munkedal vælger udebane først.
Holsteds førsteplads er sikret inden sidste runde, hvor nummer to skal findes.
I sidste runde skal Holsted køre i Esbjerg, der ligger nummer to med lige så mange points som Slangerup, der slutter af med en hjemmematch mod Team Fjelsted.
I aftenens match var det i øvrigt gæsternes Michael Jepsen Jensen, der toppede med 14 points i syv heat.
Hos Holsted scorede Nicki Pedersen og Nicolai Klindt begge 13 points i seks heat.
Aftenens fighter blev Holsteds Rene Bach, der scorede 10 points i seks heat. I sidste heat gjorde han sig i øvrigt bemærket ved at køre ind i startsnoren, så han måtte starte 20 meter bag de andre, og han nåede ikke at indhente de andre, så han sluttede med et nul.
Rasmus Jensen scorede ni points i seks heat, mens Sam Jensen nåede tre points i tre heat.
(Fotos: LLN Press©)