Området får et nyt hold i ligaen - LykkeLigaen.
Det ligger fast efter aftenens informationsmøde i Vejen Idrætscenter.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og følg det lokale Folketingsmedlem)
Mange forældre til børn med forskellige handicaps, frivillige og repræsentanter fra initiativtagerne, Lions og Vejen Håndboldkub, deltog i mødet.
Der var også besøg fra det nordjyske i form af den tidligere landsholdsspiller, Rikke Nielsen, der har taget initiativ til ligaen, da hun selv har en handicappet datter.
Hvorfor skulle datteren ikke også have mulighed for at komme ud og dyrke idræt sammen med andre og ikke kun f.eks. handicapridning.
Det blev startskuddet til et lokalt initiativ, der nu spreder sig som ringe i vandet og bl.a. er i gang i Grindsted, Kolding og Ribe.
Nu kommer turen her til området med base i Vejen Idrætscenter og Vejen Håndboldklub.
Interessen for at komme i gang her i kommunen var stor, og allerede torsdag 16. maj kastes de første håndbolde på det nye hold, Troldekids.
- Fire frivillige meldte sig til at stå for træningen, og i Vejen Håndboldklub glæder vi os til at byde de nye spillere velkommen, lyder det fra Sanne Vestergaard.
Der lægger op til fire gange træning inden sommerferien, hvorefter de lokale Troldekids kan komme i gang igen efter ferien.
Om ideen med håndbold for børn med handicap lyder det på LykkeLigaens hjemmeside:
»Livet som familie med et udviklingshæmmet barn er ofte centreret omkring specialpædagogik, begrænsninger, kampe med kommunen, nysgerrige blikke på gaden, helbredsproblemer, øget pres på dagligdagen, søskendeproblematik og masser af bekymringer.
Alt for mange af hverdagens aktiviteter minder om, at familien ikke er som alle andre. Alt for ofte huskes familierne og de udviklingshæmmede børn på alt dét, som de ikke kan.
LykkeLiga skal skabe flere smil, grin og positive oplevelser for udviklingshæmmede børn og deres familier. Metoden er sport, bevægelse og sociale fællesskaber, hvor hele familien involveres. Med LykkeLiga etableres et koncept, som skal fokusere på alt dét, som de udviklingshæmmede børn godt kan!
LykkeLiga skal gøre udviklingshæmmede børn til helte, topscorere og holdspillere. På lægterne hepper familier, som for én gang skyld er trådt ud af specialpædagogikkens omsiggribende korrekthed.
Her er man stolte forældre og ikke belastede familier. Her er børnene topspillere uanfægtet, hvor få regler de kan huske. Med etableringen og promoveringen af lokale hold sigter LykkeLiga efter, at børnene skal genkendes på gaden som »dem der fra det seje håndboldhold« – og ikke bare som udviklingshæmmede. LykkeLiga skaber små stjerner på en stjernehimmel af positive fællesskaber.«
(Fotos: LLN Press)