BASKETBALL: Vejen havde kun seks spillere med til 2. divisionsopgøret i Odense, og de fulgte godt med, så længe kræfterne rakte, men de holdt ikke hele kampen ud.
Slutfacit blev et nederlag på 70-98 til Odense Basketball Klub, efter Vejen førte med 35-32, inden det blev 45-35 og 55-37 til dem. Med nederlaget tabte Vejen et skridt i topkampen, hvor Vejen nu ligger på tredjepladsen med 12 points efter AGF og Bjerringbro, der begge har 14 points.
Vejens næste opgør bliver på eget gulv mod bundholdet AUS torsdag 28. februar.
(læs mere under annoncen)
* * *
HÅNDBOLD: Der er nu sat dato på pokalkampen i damehåndbold, hvor Brørups Jyllandsseriehold skal møde Aalborg HK fra 2. division. Opgøret er fastsat til torsdag 21. februar i Brøruphallerne.
* * *
HÅNDBOLD: Vejens håndboldherrer i serie 1 tabte udekampen mod Kolding Håndboldklub 3 med 17-21.
* * *
HÅNDBOLD: Med en sejr på 20-17 i hjemmekampen mod Als HF fra Jyllandsserien er Vejens damer i serie 1 en runde videre i jysk cup. Der er endnu ikke trukket lod til næste runde.
* * *
HÅNDBOLD: Efter en sejr på tre mål på eget gulv (billedet) over SDU Sport, Kolding, endte den omvendte kamp i Seesthallen med samme målforskel, men her måtte Folding/Brørups herrer forlade banen som tabere. De er dog placeret øverst i puljen takket være flest scorede mål på udebane, og meget tyder på, det bliver et af de hold, der ender øverst i serie 1 puljen. (Foto: LLN Press)