Følg migogvejen på Facebook  

Den lokale landsholdsspiller i basketball, Bastian Fallesen, vil også i den kommende sæson optræde i BK Vejens farver.

Det samme vil Jens Hjorth, der bliver ny i Vejen efter bl.a. at have spillet i Bakken Bears Academy og på Island.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

- Bastian Fallesen er en lokal spiller med stærke rødder i området, og efter en solid indsats i sidste sæson har han valgt at fortsætte sin udvikling i Vejen-trøjen. Klubben ser det som en stor styrke at kunne fastholde lokale profiler, der både kender klubbens værdier og har en stærk tilknytning til lokalsamfundet, skriver klubben.

- Bastian er en vigtig del af vores trup. Han viste gode takter i sidste sæson, og vi er glade for, at han fortsætter hos os. Samtidig betyder det meget for klubben at have lokale spillere, som fans og samarbejdspartnere kan identificere sig med, siger sportschef John Klausen.

Bastian ser frem til endnu en sæson i Vejen:

- Jeg er rigtig glad for at kunne fortsætte i Vejen. Klubben har et stærkt sammenhold, og jeg føler mig godt hjemme her. Jeg glæder mig til at bygge videre på sidste sæson og forhåbentlig være med til at skabe gode resultater for holdet, siger Bastian Fallesen.

I disse uger er han med det danske U20-landshold til B-EM i Bratislava i Slovakiet.

Jens Hjorth bliver ny hos BK Vejen.

- Den unge guard kommer til Vejen efter en spændende udviklingsrejse, der blandt andet har budt på et ophold i Bakken Bears Academy, hvor han har været en del af et af Danmarks stærkeste talentmiljøer. Derudover har Jens tilbragt den seneste sæson på Island, hvor han har fået værdifuld erfaring og fortsat sin udvikling både som spiller og person, skriver klubben.

- Han er kendt for sin store arbejdsindsats, sit høje energiniveau og sin vilje til konstant at udvikle sig. Med erfaring fra både dansk og islandsk basketball tilfører han Vejen Basket både kvalitet og ambitioner, lyder det videre.

Sportschef John Klausen ser frem til at få Jens ind i truppen:

- Jens er en spændende spiller med et stærkt udviklingspotentiale. Han har været en del af et et godt talentmiljø i Bakken Bears Academy og har samtidig vist mod ved at tage et år på Island for at udvikle sig yderligere. Vi er overbeviste om, at han passer godt ind i vores kultur og kan bidrage både på og uden for banen.

Jens glæder sig også til det nye kapitel:

- Jeg ser virkelig frem til at blive en del af Vejen Basket. Klubben har et spændende projekt, og jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater, trænerstaben og klubbens fans. Jeg kommer til Vejen med ambitioner om at udvikle mig og hjælpe holdet med at nå sine mål.

(Arkivfoto: migogvejen©)

 

nyhedsbrev luft