BASKETBALL: Trods en række afbud vandt Vejens bedste basketballspillere i 2. division udekampen mod bundholdet AUS med 90-83. Dermed er der for alvor lagt op til et topopgør i Vejen Idrætscenter lørdag eftermiddag, når AGF kommer på besøg. Gæsterne topper rækken foran Vejen på andenpladsen.
* * *
HÅNDBOLD: Med en stor sejr på 28-13 over Team Haderslev-Vojens sikrede Vejens piger i U-14 i 2. division sig i weekenden andenpladsen i puljen, og i næste weekend afgøres det så, om holdet rykker op i 1. division. Søndag skal Vejen spille på udebane mod topholdet Vidar-Ulkebøl Håndbold. Der er syv 2. divisions puljer, og de fem bedste 2-ere rykker op i 1. division. Jævnbyrdigheden mellem to-erne er stor, og det hele afgøres i sidste runde, og Vejen er absolut inde i billedet til en oprykningsplads.
* * *
HÅNDBOLD: Folding-Brørups håndboldherrer i Jyllandsserien har haft det svært i efteråret. Det er blevet til en enkelt sejr over Ikast Håndbold, så holdet ligger inden sidste spillerunde sidst efter Ikast Håndbold, der vandt opgøret på eget gulv og dermed er bedst indbyrdes. Dermed skal Folding-Brørup have point i sæsonens sidste kamp i Brørup på lørdag, hvor SGI-Håndbold kommer på besøg, hvis det lokale hold skal undgå nedrykning. I weekenden tabte Folding-Brørup 22-33 i udekampen mod Rækker Mølle Håndbold.
* * *
HÅNDBOLD: I damernes serie 1 har Folding-Brørup HK vundet puljen efter et godt efterår, der har givet 19 points i 10 kampe. Der blev sluttet af med en sejr uden at komme i kamp, da der var afbud fra Bredebro IF.
* * *
HÅNDBOLD: Efter sejre i sæsonens første to kampe har Vejens damer i Jyllandssserien tabte syv kampe på stribe, men holder sig lige over nedrykningsstregen inden sidste spillerunde, hvor Vinding kommer på besøg. Varde HK ligger sidst med tre points, så først i sidste spillerunde afgøres nedrykningsspørgsmålet. I weekenden tabte Vejen 17-23 i udekampen mod Esbjerg IF 92.