Der blev spillet op til dans hele weekenden i Troldesalen i Vejen.
Her mødtes flere end 200 dansere for at konkurrere om medaljer og pokaler til Vejen Dance Cup 2026.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Turneringen var delt op i tre. Lørdag blev der konkurreret i standard- og latindanse for både solodansere og par, mens søndagen bød på Hip Hop for solodansere, duoer og hold og showdans. Lørdag aften blev dagen rundet af med et dansebal for voksne med Jazzband Kolding, hvor 14 par dansede standard og latindans.
Konkurrencen, der er arrangereret af Vejen Danseforening og Mila Ponomarenko, løb af stablen for femte gang i år.
- Jeg er glad for den fantastiske opbakning, som vores turnering har fået igen i år. Det gør mig så stolt, at Vejen Dance Cup nu er blevet en konkurrence, som dansere vender tilbage til år efter år, siger Mila Ponomarenko, som er formand for Vejen Danseforening, i en pressemeddelelse.
Vejen Dance Cup er en åben danseturnering, hvor danseforeninger og danseskoler fra hele landet er velkomne på dansegulvet med dansere i alle aldre og helt fra begynder- til eliteniveau.
I år kom deltagerne fra 16 danseskoler fra Aarhus, Holstebro, Struer, Esbjerg, Silkeborg, Vejle, Vejen, Lemvig, Galten, Odense, Skive, Karup og Ballerup.
- Det har været vigtigt for os at skabe en konkurrence, hvor der er plads til alle, og hvor der er god stemning og opbakning til alle, der træder ud på dansegulvet. Det synes jeg, vi er lykkedes med, og det er jeg meget taknemmelig for, fortæller Mila Ponomarenko og fortsætter:
- Det skyldes jo især, at weekenden har budt på en masse fantastiske dansere, der har bakket hinanden op og et publikum, der ikke har sparet på klapsalverne og jubel undervejs. Men en weekend som denne kan også kun lade sig gøre med hjælp fra alle vores frivillige og vores sponsorere, lyder det videre.
(Fotos: Sigvard Andersen/Lagos Fotografi/Malene Langvad)



