Følg migogvejen på Facebook  

BASKETBALL: Vejen holder ved i toppen af rækken efter oprykningen til 2. division, og der venter lørdag eftermiddag holdet et vigtigt topopgør i Vejen Idrætscenter mod Odense Basketball Klub. Begge hold har foreløbig hentet seks points. Rækken toppes dog af AGF med otte points.

 

* * *

 

HÅNDBOLD: Der står stadig nul på pointskontoen hos Folding-Brørups herrer i Jyllandsserien efter senest at have tabt 20-30 til topholdet Blåbjerg HK. Søndag eftermiddag er der bundopgør i Brørup, når Ikast Håndbold 2 kommer på besøg. Ikast-holdet har foreløbig kun høstet to points, og de blev erobret i netop den omvendte kamp mellem de to hold i Ikast.

 

* * *

 

HÅNDBOLD: Efter sejre i sæsonens første to kampe har Vejens damer i Jyllandssserien nu tabt fire på stribe - senest 16-23 i hjemmekampen mod Erritsø. Vejen startede sæsonen med en sikker sejr i udekampen mod Kolding HK, og netop de to hold mødes i Vejen Idrætscenter søndag eftermiddag.

 

* * *

 

HÅNDBOLD: Vejens herrer har fået det svært efter oprykningen til serie 1, hvor de første fem kampe kun har kastet to points af sig. Senest blev det i en aftenkamp et nederlag på 29-31 mod Egen U&IF. Kampen skulle være spillet i Vejen, men da Vejens herrer meldte afbud til opgøret i Guderuphallen ugen i forvejen, måtte Vejen tage turen derned for at spille den anden kamp - og tabte. Tirsdag aften får Vejen besøg af Als HF.

 

* * *

 

SPEEDWAY: Annette Nørgaard blev ved klubfesten i Holsted Speedway Klub hædret med titlen som »Årets HSK'er«. Det skete som en påskønnelse af hendes indsats som klubbens officials-ansvarlige og officiel til utallige løb.