Rødding IF lever frem til sidste spillerunde i forårets serie 2.
Her venter der et spændende lokalopgør på eget græs mod Vejen SF torsdag aften.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Lørdag var Rødding IFs mandskab en tur i Sønderborg, hvor det ubestridte tophold, oprykkerne Sønderborg Fremad, ventede.
Det var dog ikke til at se, at det var top mod bund i starten af kampen, hvor Rødding sad tungt på tingene og burde have ført med minimum to mål efter de første 25 minutter. Det blev dog kun til en enkelt ved Marius Conradsen efter et fint oplæg fra Thobias Kirkegaard Andersen og Jonas Gejl.
- Desværre fik Sønderborg udlignet til 1-1 inden pausen, konstaterer Røddingtræner Ken Højland (t.h.).
Anden halvleg mindede på mange måder om første halvleg. Rødding kom bedst ud og fik bragt sig foran 2-1, men 10 minutter før tid fik Sønderborg lidt heldigt udlignet efter et hjørnespark.
- Drengene efterlod alt, hvad de havde ude på banen, men meget symptomatisk for vores sæson havde vi desværre svært ved at få puttet kuglen i kassen på de rigtige tidspunkter, og så sker der det, der ofte sker i fodbold, nemlig at modstanderen stille og roligt kommer ind i kampen igen, og det var tilfældet i dagens kamp, fortæller Ken Højland.
- Isoleret set er 2-2 på udebane imod rækkens nummer et jo godkendt, men vi er ærgelige over, vi ikke lige kunne holde hele vejen hjem. Kolding B spillede nemlig samtidig med os 3-3 i Gråsten, og det betyder nu, at for at få den famøse play-off kamp så skal vi vinde lokalopgøret imod Vejen på torsdag, og Kolding B skal sætte point til imod Hviding lørdag. Havde vi vundet i Sønderborg, havde en sejr været nok.
- Det er præmissen, og det er det, vi forholder os til. Vi skal spille vores chance og prøve at lægge maksimalt pres på Kolding B ved at slå Vejen torsdag, og det går vi 100 procent efter, og drengene har i øvrigt også i den grad brug for at revanchere den dårlige præstation fra sidst, vi mødte Vejen, konstaterer Ken Højland inden forårets sidste kamp.
Omvendt er Vejen sikret endnu en sæsin i serie 2.
(Foto: migogvejen©)

Stillingen inden sidste spillerunde. De to nederste hold rykker ned i serie 3, mens holdet på tredjesidstepladsen skal spille kval-kamp om at blive i rækken.
