FODBOLD: Med det sjette nederlag på stribe har Vejens serie 1 hold for alvor kniven for struben i sidste spillerunde på lørdag. Vejen kunne med blot et enkelt point i søndagens hjemmekamp mod Hviding IF/Kvik 70 have sikret eksistensen, og sådan så det også ud længe, men i det sidste kvarter scorede gæsterne to gange til en sejr på 2-0. Dermed ligger Vejen kun et point foran netop Hviding IF/Kvik 70 inden sidste spillerunde, hvor Vejen dog selv kan redde skærene. Holdet skal møde puljens absolutte bundhold, BV Oksbøl, der ikke har erobret points i sæsonens første 13 kampe. En sejr holder Vejen over nedrykningsstregen, og det vil også ske, hvis Hviding IF/Kvik 70 ikke vinder over Egen UI.
* * *
BASKETBALL: Vejens bedste basketballspillere kom skidt fra start i hjemmekampen mod Bjerringbro, men holdet spillede sig op og vandt en fortjent sejr på 78-59 og holder dermed ved helt i toppen af puljen.
* * *
FODBOLD: I fodboldspillernes serie 2 tabte Rødding 1-3 i udekampen mod puljens førerhold, Spangsbjerg IF. Rødding får lørdag besøg af Grindsted GIF - to hold, der ligger side om side med 13 points efter 11 kampe.
* * *
FODBOLD: Føvling/Stenderup tabte søndagens udekamp mod Skærbæk med 1-2. Holdet slutter af med en hjemmekamp mod Bylderup/B lørdag eftermiddag. Føvling/Stenderup har tre points ned til nedrykningsstregen og skulle være sikker på at blive i serie 3.
* * *
HÅNDBOLD: Folding/Brørups håndboldherrer i Jyllandsserien måtte også i sæsonens fjerde kamp gå tomhændede fra banen. Holdet tabte søndagens udekamp mod SGI Håndbold med 13-20.
* * *
HÅNDBOLD: Vejen Håndboldklubs damer i Jyllandsserien tabte tabte søndagens udekamp mod Vinding med 24-26 og har nu to sejre og to nederlag i sæsonens første fire spillerunder. Også Vejens herrer i serie 1 tabte. Det blev 17-23 på eget gulv mod Kolding IF 3. Vejenhar her to points efter tre kampe.
* * *
POKALHÅNDBOLD: I pokalturneringen i håndbold skal Vejens herrer mandag aften spille anden runde. Det gælder et opgør på udebane mod Esbjerg IF92, der også spiller i serie 1.