Følg migogvejen på Facebook  

Rødding IF viste opløftende takter i serie 1 i tirsdagens hjemmekamp imod BV Oksbøl.

Der var derfor en fornyet tro på tingene, da man lørdag tog til Ribe for at spille.

Ribe BK var dog på dagen et stærkere mandskab, og Rødding måtte rejse hjem med et nederlag på 6-1.

Dermed er det nye og meget unge Røddinghold kommet igennem første halvdel af sæsonen uden at få point på kontoen.

 

(læs videre under annoncen)

Gadefesten - 2024

(tryk på annoncen og se mere)

 

Rødding IF-træner Ken Højland sagde om kampen:

- Vi kom med en god fornemmelse i kroppen efter tirsdagens kamp, men desværre fik vi i 11. time et afbud fra vores normale førstekeeper og måtte derfor til kampen stille med vores U-19 keeper. Vores keeper er en ung fyr, som stadig har en masse at lære, men også har en masse talent, bl.a. nappede han et straffespark. Dog man kan heller ikke forvente ham på det niveau, at han bare går ind og styrer et forsvar, og det skabte helt sikkert noget mere usikkerhed i de bagerste rækker i forhold til i tirsdags.

- Det, sammenholdt med et Ribemandskab, som på dagen virkede mere fit og energifyldt, gør, at vi får en rigtig hård kamp.

- Vi kommer aldrig rigtig til at sætte spillet, simpelthen fordi Ribe rent fysisk maser os, især i deres første pres. Der skal vi hjem på træningsbanen og øve os i at turde at holde bedre fat i kuglen, så vi ikke hele tiden kommer til at løbe efter den. Alt i alt en fortjent Ribesejr, som der ikke var så meget at sige til.

- Nu er vi halvvejs gennem turneringen, og det kræver nok ikke den helt store fodboldforstand at se, vi har det svært i serie 1 med vores helt nye unge hold. Selvfølgelig synes drengene ikke, det er sjovt at tabe så mange fodboldkampe, og det gør træneren bestemt heller ikke, men vi kigger ikke kun én kamp fremad, men ser det som et langsigtet projekt, og jeg er ikke i tvivl om, at alt den erfaring de pt. høster kommer til at komme dem og Rødding IF til gavn indenfor en overskuelig fremtid.