Følg migogvejen på Facebook  

FODBOLD: En sen scoring af Emil Sørensen sikrede Vejens serie 1 hold alle tre points i hjemmekampen mod Ribe. Sejren lød på 2-1 efter en føring til gæsterne fra Ribe ved pausen.

- Vi vinder efter en dårlig første halvleg. I anden halvleg sidder vi på det hele, og da Nikolaj Ravn udligner til 1-1 med otte minutter igen, var vi glade, for vi mente, at vi havde mindst fortjent det ene point, fortæller træner Christer Godt Jørgensen til »migogvejen«.

Skulle der være en vinder, burde det være hjemmeholdet, og det blev også. 2-1 scoringen kom kort før slutføjtet efter hjørnespark, hvor Emil Sørensen stiger til vejrs og bliver matchvinder for anden uge i træk.

Begge Vejenmål blev scoret efter indlæg fra Søren Troelsgård.

Vejen spiller lørdag på udebane mod Hviding IF/Kvik 70, der foreløbig har hentet en enkelt sejr i fem kampe, mens Vejen har vundet tre af de første fem kampe.

 

* * *

 

SPEEDWAY: Holsted-køreren Martin Steen Hansen blev som omtalt i går alvorligt kvæstet ved et styrt under træningen i Grindsted, men siden er der kommet nyt fra MSH Speedway:

»Lidt nyt har vi fået her, hvor Martin lige er blevet CT-scannet igen. Blødningerne har stabiliseret sig, og han trappes nu stille og roligt ud af narkosen«, lød det i Facebook-gruppen søndag.

»Ryggens fire brud skal heles med ro og støtte. Så er det lige lammelsen i venstre side, om den fortager sig med, at blødningerne er væk, eller om tiden skal gå sin gang, så kampen forsætter de næste timer og dage«, lyder det videre.

Samtidig takker MSH Speedway og familien Trane Mikkelsen og familien Hansen for den opbakning, der har været til den unge speedwaykører - »det betyder rigtig meget«.