Følg migogvejen på Facebook  

Kulturelt Samråd i Vejen Kommune uddeler 19. november Kulturprisen og Talentprisen til henholdsvis en kulturel ildsjæl, der gør en forskel, og et ungt menneske med et stort kulturelt talent.

Det sker i år på Skodborg Brandstation, hvor der er fem bejlere til de to priser.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Hvert år fremhæves nogle af kulturlivets mange ildsjæle, når Kulturprisen uddeles. Prisen går til en kulturel ildsjæl, der sætter præg på det lokale, kulturelle liv og er en bærende kraft.

I år er der tre kandidater til Kulturprisen. Om kandidaterne lyder det:

Mila Ponomarenko, Vejen Danseforening:
Mila gør en stor forskel i kulturlivet gennem sin danseforening. Hun er med til at styrke sammenholdet, inspirere andre og holde kulturtraditioner levende gennem sin passion for dans. Hun er sjælen i fællesskabet.

Jan Boysen, Studio 73:
Der er ikke mange andre frivillige, som har brugt - og stadig bruger - en så stor del af sin tid i en forenings interesse. Jan er en ildsjæl og var hovedkraft bag udvidelsen af Studioscenen. Han er hovedarkitekt bag sceneopbygninger og scenograf på Studioscenen.

Henning Jensen, Øster Lindet Menighedsråd
Henning Jensen er en ildsjæl og en fantastisk tovholder, der gør et kæmpe arbejde for at få kommunens borgere og alle andre interesserede med på indholdsrige vandreture med udgangspunkt fra kirkerne i området syd for Kongeåen.

Talentprisen gives til et ungt, lokalt talent mellem 10 og 25 år, der viser et særligt talent inden for sit kulturelle felt, er godt på vej til at udleve sit potentiale og virker som et godt forbillede for andre. I år er der to kandidater, og i indstillingerne af dem fremhæves blandt andet:

Nicklas Denby Petersen, Vejen Musikskole og Vejen Garden:
Nicklas mestrer slagtøj og klarinetspil på højt niveau. Han komponerer selv værker for klarinet og altsaxofon. Han har bredde i sit musikerskab, er en god kammerat og initiativrig i Vejen Garden, hvor han spiller trommer og klarinet.

Thor Rudebeck Jacobsen:
Thor er en dygtig tegner, og han har siden han var ganske lille elsket at fordybe sig i at tegne. Han tegner ikke for at imponere, men tegner ud fra passion. Hans rolige og stilfærdige væsen gør også, at man bliver nysgerrig på hans indre kreative verden.

For foreninger, kulturinstitutioner eller personer fra kulturlivet er der netværksmøde samme dag og sted. Her kommer man i en gruppe og taler om, hvad der fylder hos dem, hvad de kan lære af hinanden og eventuelt gøre sammen. Håbet er, at deltagerne lærer hinanden (bedre) at kende, og der måske kan opstå nye samarbejder på tværs af kulturgenrer og geografi.

(Arkivfoto af overrækkelsen af kulturprisen til Jette Löwén Dall (t.h.) i fjor: migogvejen©)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies