Nu er det endeligt besluttet, at Broager Sparekasse og Frøs Sparekasse fusionerer og bliver til Sydjysk Sparekasse.
- Det står fast, efter repræsentantskaberne i begge sparekasser og Finanstilsynet har givet grønt lys for fusionen. Dermed er Sydjysk Sparekasse en realitet, lyder det i en pressemeddelelse.
(læs videre under annoncen)
(læs videre under annoncen)
- Formålet med fusionen mellem Broager Sparekasse og Frøs Sparekasse er at skabe et moderne og endnu stærkere, lokalt forankret pengeinstitut for syd- og sønderjyderne, lyder det videre.
Bestyrelsesformand i Sydjysk Sparekasse, Jørgen Kring Jensen, glæder sig over opbakningen fra repræsentantskaberne:
- Igennem længere tid har vi i bestyrelsen arbejdet med, hvordan vi skaber en stærkere sparekasse, som er gearet bedst muligt til de krav, der er i dag, og dem vi vil møde i fremtiden. Her tænker jeg naturligvis på den øgede regulering, men også på de krav, vores kunder stiller til et moderne pengeinstitut. Beslutningen om at fusionere vores to sparekasser er den største og vigtigste beslutning i begge sparekassers historier.
Forløbet op til fusionen har været præget af stor og gensidig tillid og et fælles ønske om at skabe en stor og stærk garantsparekasse i Syd- og Sønderjylland. Derfor er jeg naturligvis meget glad for den tillid og opbakning, vores repræsentantskaber har vist.
Sydjysk Sparekasse har afdelinger i hele Syd- og Sønderjylland, ca. 230 medarbejdere og 75.000 kunder, og så rummer sparekassen allerede mere end 300-års erfaring.
- Vi tager det bedste fra begge sparekasser med i Sydjysk Sparekasse. Selv om Sydjysk Sparekasse er ny, så er meget ved det gamle. Vi vil stadig være en nærværende sparekasse, hvor kendskabet til den enkelte kunde er stort. Vores kunder er mere end blot et nummer - de er centrum for vores virke. Sådan er det i dag. Og sådan vil det også være i morgen, noterer bestyrelsesformand i Sydjysk Sparekasse, Erik Johannsen.
Fra Max Hovedskov, adm. direktør i Sydjysk Sparekasse, lyder det:
- Vi værdsætter vores lokalområde og det fællesskab, vi er en del af. Det gør vi, fordi det er her, mange af vores kunder og vores medarbejdere har hjemme. Det er dybt forankret i os, at vi vil styrke samfundsudviklingen i det syd- og sønderjyske. Vi kender de lokale virksomheder, og kunderne vil fortsat opleve den direkte kontakt, de korte beslutningsprocesser og vores viden om lokale forhold.
Når to sparekasser fusionerer, er der en del opgaver, der skal løses. Det nye fælles navn betyder for eksempel, at facadeskilte skal skiftes. Derudover skal der ske en sammenlægning af de to sparekassers IT-systemer.
- I første omgang vil kunderne i den nye Sydjysk Sparekasse ikke opleve større forandringer som følge af fusionen. Det nye navn vil blive implementeret løbende og lidt efter lidt fremgå på facader, betalingskort, hjemmeside m.v., fortæller Lars B. Christiansen direktør i Sydjysk Sparekasse.
Fakta:
• Sparekassen får afdelinger i hele Syd- og Sønderjylland
• Sydjysk Sparekasse får hovedkontor i Rødding samt stabsfunktioner i Broager og Sønderborg
• Sydjysk Sparekasse får ca. 230 medarbejdere, 75.000 privat- og erhvervskunder, hvoraf 18.000 er garanter
• Med et kapitalgrundlag på 1,3 milliarder kroner og en balance på godt 12 milliarder kroner bliver Sydjysk Sparekasse blandt de 20 største pengeinstitutter og blandt de fem største garantsparekasser i Danmark
• Repræsentantskabet fra henholdsvis Broager Sparekasse og Frøs Sparekasse fortsætter indtil næste repræsentantskabsvalg i 2026
Sparekassens nye logo.