UdviklingVejen risikerer lukning, hvis Folketinget følger de anbefalinger, der er kommet fra det såkaldte »Forenklingsudvalg«, men det skal ikke ske uden »kamp«.
»Følger Folketinget anbefalingerne, vil det betyde, at UdviklingVejen ikke længere vil kunne tilbyde iværksætterrådgivning, sparring til vækst, netværk og nyhedsbrev til medlemmerne. Faktisk går forenklingsudvalget så langt på side 31 i anbefalingerne, at man forbyder kommunerne at medfinansiere UdviklingVejens erhvervskonsulenters indsats. Konsekvensen heraf vil være, at UdviklingVejen reduceres til en frivillig forening«, skriver formanden Ole Stubbe i ugens nyhedsbrev.
»Bestyrelsen for UdviklingVejen er meget uenige i forenklingsudvalgets vurderinger og anbefalinger angående den lokale erhvervsservice. Det vil være giftigt for samarbejdet om vækstaktiviteterne frem imod 2020, hvis den lokale erhvervsservice skal stækkes som foreslået«, understreges det.
Samtidig kommer der en kraftig opfordring til medlemmerne:
»Hvis du er enig i behovet for den lokale erhvervsservice, som tilbydes af UdviklingVejen, så kan du bakke UdviklingVejen op ved at være medunderskriver på et støttebrev til Folketinget med budskab om, at UdviklingVejen skal kunne fortsætte den lokale erhvervsservice«, understreges det.
(Dronefoto: LLN Press©)