Følg migogvejen på Facebook  

Jernstøberiet Uldall i Vejen overtager produktionsfaciliteterne, der tidligere tilhørte jernstøberiet Ferrodan i Skjern.

Overtagelsen giver firmaet mulighed for hurtigt at øge produktionskapaciteten markant, øge antallet af medarbejdere og styrke forsyningssikkerheden for virksomhedens kunder.

Der er ganske enkelt ikke plads til at klare efterspørgslen i de nuværende faciliteter på Søndergade i Vejen.

 

(læs videre under annoncen)

 

(tryk på annoncen og se mere)

 

Et af Danmarks ældste jernstøberier, Uldall, har gennem flere måneder undersøgt muligheden for at overtage det konkursramte Ferrodan-støberi, og overtagelsen er nu en realitet. Baggrunden for investeringen er især en stigende efterspørgsel, som har lagt pres på kapaciteten i den nuværende produktion i Vejen.

- Overtagelsen af det tidligere Ferrodan-støberi betyder, at vi hurtigt kan øge vores produktionskapacitet betydeligt og følge med den stigende efterspørgsel fra vores kunder. Vores mål er at fordoble vores produktionskapacitet. I 2025 havde vi trods en sløj begyndelse på året svært ved at følge med efterspørgslen, fordi vi ikke kunne skaffe medarbejdere hurtigt nok. Men nu kan vi udvide produktionen og skabe vækst sammen med vores kunder, siger salgsdirektør Dion Brun fra Uldall.

Firmaet har gennem de seneste 10 år oplevet betydelig vækst. Tidligere på året købte firmaet et areal på 22.000 kvadratmeter i Vejen med henblik på en fremtidig udvidelse, men kundernes behov for mere kapacitet kan ikke vente på de langsigtede planer.

Med overtagelsen af den tidligere Ferrodan-fabrik kommer Uldall til at råde over yderligere 15.000 kvadratmeter under tag.

Virksomheden har i dag omkring 60 medarbejdere og en årlig produktion på cirka 1500 ton støbejern. Når produktionen i Skjern kommer op at køre, forventer virksomheden at have øget antallet af medarbejdere med ca. 15.

- Vi har stærke relationer til vores kunder, og når de vokser, vil vi gerne vokse sammen med dem. Med investeringen i yderligere kapacitet kan vi tage imod flere ordrer fra både eksisterende og nye kunder og sikre, at produktionen bliver i Danmark, siger Dion Brun.

Uldall er ejet af Birn Group, og investeringen i Skjern er foretaget sammen med koncernen. Målet er ikke kun at servicere eksisterende kunder bedre, men også at kunne byde nye kunder velkommen uden at henvise dem til leverandører uden for Danmark.

(Arkivfoto: migogvejen©)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies