Fredag eftermiddag byder Bjarne Jørgensen indenfor til åbent hus.
Øh, vil mange lokale nok tænke, for det efternavn er han ikke just kendt med.
Skriver vi, at Bjarne Maler byder velkommen, er sagen en helt anden.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
I dagligdagen går han under navnet Bjarne Maler, og det er vel egentlig meget rammende.
Han er maler og klar til at hjælpe både private, virksomheder og institutioner, og som selvstændig har han været det i 25 år.
Og det er netop jubilæet, der er årsagen til åbent hus arrangementet i lokalerne på Fællesvirkevej 2 mellem Holsted og Gørding fredag eftermiddag.
Bjarne Maler er uddannet som netop maler hos Kaj Brandt i Holsted, og han var ansat hos først Buhl og siden Louis Timmermann i Vejen og åbnede siden en butik sammen med sidstnævnte i Holsted.
Den lukkede, og Bjarne Maler overtog den, og det er nu 25 år siden.
I dag er der tre malere ansat, og han har faktisk brug for flere, men de er svære at finde.
Arbejdsmæssigt er der opgaver i store dele af landet, og for Bjarne Maler er der ingen tvivl:
- Jeg er også selv ude at male. Det har jeg det bedst med, siger Bjarne Jørgensen - bedre kendt som Bjarne Maler.
Og for godt tre år siden - i januar 2022 - blev han også pølsemand og er klar til at levere pølsevognen til arrangementer og fester.
Nu byder han selv indenfor til fest - åbent hus i morgen fredag.
(Foto: migogvejen©)
