Følg migogvejen på Facebook  

- Agri-Norcold, der indfryser og oplagrer kød, fisk, mejeriprodukter, brød og is for en lang række danske og internationale fødevareproducenter, er solgt til den førende, europæiske frysehus- og logistikvirksomhed Constellation Cold Logistics, skriver firmaet i en pressemeddelelse.

 

(læs videre under annoncen)

IT El

(tryk på annoncen og se mere)

 

De hidtidige ejere, Danish Crown (43 procent) og TA-Logistics (57 procent), har valgt at sælge Agri-Norcold efter godt 10 års fælles ejerskab med henblik på at sikre Agri-Norcold en stærkere position på et meget konkurrencepræget marked, hvor en partner fra branchen vil være et fremtidssikret match.

- Det har været vigtigt for os at finde en køber, der vil udvikle Agri-Norcolds aktiviteter i Danmark, for virksomheden vil også i fremtiden være en central samarbejdspartner for Danish Crown. Omvendt er det ikke en naturlig del af vores kerneforretning at være medejer af en virksomhed inden for køle- og frysehuslogistik, så derfor har vi, som en del af vores fokusering af Danish Crowns forretning, valgt at sælge vores ejerandel i Agri-Norcold, siger Jais Valeur, der er Group CEO i Danish Crown.

Afdelingen i Vejen er Nordeuropas største frysehus.

- Gennem årene har vi i ejerkredsen drevet og udviklet Agri-Norcold ud fra et ønske om gensidig værdiskabelse i ejerkredsen. Det er lykkedes gennem et tillidsfuldt samarbejde med den daglige ledelse og ikke mindst en fantastisk indsats fra dedikerede medarbejdere i alle afdelinger. Det skylder vi dem en tak for, og jeg er ikke i tvivl om, at Agri-Norcold bliver et stærkt aktiv for Constellation, siger Jais Valeur.

Også bestyrelsesformand for Agri-Norcold og CEO i TA-Logistics Thorkil Andersen ser Constellation som et fremragende match.

- Det har været vigtigt for os at finde en køber, der vil investere og udvikle Agri-Norcolds aktiviteter som en selvstændig virksomhed, og det vil Constellation. Det giver gode vækstmuligheder for Agri-Norcold og et godt grundlag for fremtiden at blive en del af en nordisk og europæisk frysehusvirksomhed, der vil være i stand til at videreudvikle Agri-Norcold. Det nye ejerskab vil være til gavn for både kunder og medarbejdere, mener Thorkil Andersen.

For Agri-Norcolds administrerende direktør, Jan B. Nielsen, er der heller ingen tvivl om, at de to virksomheder vil være perfekte partnere for hinanden. Mens Agri-Norcold kan mønstre 10 frysehuse og et pakkeri i Danmark og 330 medarbejdere, har Constellation 26 frysehuse fordelt rundt i syv europæiske lande og 900 medarbejdere.

Ejerskiftet ventes gennemført inden 1. oktober 2024. Det betyder, at Agri-Norcold skifter navn til Constellation Denmark.

 

Fakta om Agri-Norcold:

Har et pakkeri og 10 frysehuse med en kapacitet på ca. 865.000 kubikmeter og ca. 260.000 pallepladser
Har 330 medarbejdere
Omsætning i 2023: 396 mio. kr.
Etableret i 1964 i Hobro.

Fakta om Constellation Cold Logistics:

Har 26 frysehuse med en kapacitet på fire millioner kubikmeter og ca. 670.000 pallepladser
Opererer i Sverige, Norge, Holland, Belgien, Frankrig, Irland og England
Har 900 medarbejdere
Forventet omsætning i 2024: 150 mio. Euro.
Etableret i 2020 med hovedkvarter i London.

(Foto: migogvejen©)