Følg migogvejen på Facebook  

Børn og unge fra Askov-Malt Ungdoms- og Idrætsforening stimlede onsdag eftermiddag sammen for at heppe på en af foreningens trofaste og arbejdsomme ildsjæle, Frank Thomsen, da han troppede op på multibanen i Askov.

 

(læs videre under annoncen)

MCSyd

(tryk på annoncen og se mere)

 

Frank Thomsen deltager i disse dage i TV2-programmet »Til salg i 100 år«, der hjælper med at renovere og forhåbentligt sælge hans hus.

TV-produktionen havde udfordret Frank og hans familie på Franks hjemmebane - nemlig med en fodboldkamp.

Sådan en dyst kræver et heppekor, og det sørgede AMUIs medlemmer for i fornemste stil. I samme ombæring fik Frank et par opmuntrende ord med på vejen:

- Tak for dit store engagement i AMUI. Vi sætter stor pris på, at du gør så meget for vores børn, der gerne vil spille fodbold, sagde fodboldtræner Allan Jung Thorbøll til sin kollega, efter alle fremmødte havde fået en high-five af en tydeligt berørt og taknemmelig hovedperson.

Udfaldet af kampen mellem tv-holdet og Frank Thomsen er Frank ikke synderligt stolt af. Det modsatte gør sig dog gældende, når han taler om AMUI - en forening, hvor det lokale og sociale spiller godt sammen. For da heppekoret havde fået fyldt depoterne op med kage og juice i dagens anledning, fortsatte foreningens store og små medlemmer, hvor tv-holdet og Frank slap - i en venskabelig fodboldkamp, der gav sved på panden.

(Tekst og foto: Signe de Place Knudsen)

  

frank thomsen pr 24 04

Frank Thomsen får opbakkende ord med på vejen, mens TV2-holdet optager til programmet »Til salg i 100 år«.

 

frank thomsen pr 24 01

Allan Jung Thorbøll (t.v) og Frank Thomsen

 

frank thomsen pr 24 05

Frank Thomsen gav high-five til deltagerne, der kender ham fra hverdagen i AMUI, og der var sørget for rigeligt med kage.