Så er det ved at være tid for overrækkelsen af kulturprisen og talentprisen i Vejen Kommune.
En overrækkelse, der finder sted ved kulturaftenen på Bække Skole torsdag aften.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Kulturelt Samråd i Vejen Kommune holder nu for tredje gang en Kulturaften, der skal vise noget af kommunens kulturliv frem og anerkende de ildsjæle og talenter, der er så vigtig en del af kulturlivet.
Denne gang foregår det i Bække, nærmere bestemt på skolen, og ambitionen er at holde de kommende Kulturaftener forskellige steder i kommunen.
- Kulturprisen gives til en kulturel ildsjæl, der gør en positiv forskel for vores lokale kulturliv. Indstillet til prisen er Majbritt Skovbjerg fra Studio 73 og Ann Alonso fra Camino Frøs Herred.
I indstillingen af Ann fremgår:
- Ann har stået i spidsen for 120 km kulturspor på højderyggen mellem Gram Å og Kongeåen, hvor vi møder rigtig mange kulturelle steder, historie og natur. Ruten går mellem 11 kirker og i 10 sogne. Hun arrangerer tre til fire kulturture hvert år, hvor deltagerne deltager aktivt i de kulturelle oplevelser, så der er noget til ganen, hørelsen og synet.
Om Majbritt skrives der i indstillingen:
- Majbritt er er stor inspirator for alle aldre. Hun er gennemmusikalsk og er dygtig til at lære fra sig. Hun er samtidig en blæksprutte, der også klarer en masse praktiske ting omkring opsætningen af amatørteater på mange niveauer. Majbritt har spillet et væld af roller inden for amatørteater til stor glæde for publikum i alle aldre. Majbrit er en fornøjelse at arbejde sammen med. Med et glad smil er hun med på det meste - og villig til at tage fat. Det ville være svært at drive Studio 73 uden Majbritt.
Talentprisen uddeles til et ungt menneske med et stort kulturelt talent, som er rollemodel for andre unge. Indstillet til talentprisen er 16-årige Elliot Stølegaard fra Studio 73.
I indstillingen lyder det blandt andet:
- Elliot er særlig talentfuld med sin naturlige tilstedeværelse på scenen. Man kan tydeligt mærke, at han har en unik evne til at formidle de roller og karakterer, han spiller, og på en positiv måde stjæler han ampelyset med sin entré på scenen. En dygtig skuespiller, der fortjener at vide, at han gør det godt. Han kommer altid med et stort smil på læben, man kan mærke at han brænder for skuespillet.
(Arkivfoto fra prisoverrækkelsen i fjor: migogvejen©)