Følg migogvejen på Facebook  

home stafet pr

 

Der kommer i år en ekstra stafet i stafetten, når der lørdag 26. august afvikles »Stafet For Livet 2023« i Vejen - en børnestafet.

Det er Home i Vejen, der har taget initiativ til »Home Mini Stafet« på Vejen Atletikstadion.

Mini-stafetten henvender sig til børn og unge under 18 år, der kan donere penge til »Stafet For Livet« og Kræftens Bekæmpelse blot ved at deltage i en 12 minutters stafet.

- Som familie med fire børn giver en sådan stafet mening på alle planer, og som lokal erhvervsdrivende ligger det vores hjerte nært at skabe arrangementer, der kan samle hele byen og samtidig støtte familier i en svær tid. Vi ønsker, som vores motto siger det, at flere skal komme godt hjem, også når det gælder kræft. Det giver rigtig god mening for os at støtte »Stafet For Livet« i Vejen på den her måde, siger indehaver, ejendomsmægler Britt Poder Kristensen.

For hvert barn, der deltager, støtter Home Vejen med 20 kroner.

- Det er dejligt, at vi møder så stor opbakning fra det lokale erhvervsliv. Eventen giver en kæmpe værdi for »Stafet For Livet« i Vejen på selve dagen og for de penge, der samles ind til kampen mod kræft. Forhåbentlig vil der komme rigtig mange børn, så vi sammen kan hjælpe flere til at komme godt hjem efter kræft ved at samle flere penge ind til Kræftens Bekæmpelse, siger Janne Kruse, næstformand i Stafet For Livet – Vejen.

- Vi glæder os helt vildt og håber hele byen, venner og bekendte vil komme til Vejen den dag og løbe og heppe sammen med os. Vi håber på rigtig mange deltagere, siger medindehaver Svend Kiel Kristensen.

(Foto: PR-foto)

migogvejen - billigere end du tror