Det er højsæson for konfirmationer, og efter et par år med fald i andelen af konfirmander blandt de unge har tallet ligget stabilt de seneste to år.
I 2022 blev ca. 66 pct. af en »konfirmationsårgang« konfirmeret i kirken – med stor variation på danmarkskortet.
Nordjylland har den højeste andel konfirmander, mens hovedstadsområdet har den laveste, skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
I 2022 blev ca. 45.700 unge konfirmeret svarende til ca. 66 pct. af de 14-15-årige.
Året før var andelen af konfirmationsårgangen nogenlunde den samme, imens antallet af konfirmander var 45.000 unge.
Det nuværende niveau på 66 pct. er noget lavere, end det var for 10 år siden. Dengang blev 71 pct. af de 14-15-årige konfirmeret.
Udviklingen ses tydeligst på Sjælland, hvor Helsingør Stift med ni procentpoint har haft det største fald i løbet af 10 år.
I forvejen har Københavns og Helsingør Stifter den laveste andel unge, der bliver konfirmeret – i 2022 var det 39 pct. i København og 53 pct. i Helsingør.
Fyns Stift har som det eneste haft en stigning i andelen af konfirmationer fra 2012-2022.
- Når unge i det østlige Sjælland fravælger konfirmationen i særlig høj grad, skal det bl.a. ses på baggrund af befolkningssammensætningen i dette område.
Det pointerer afdelingsleder hos Danmarks Statistik, Dorthe Larsen.
- Der er mange grunde til, at unge fravælger konfirmationen. Blandt andet spiller det en rolle, at mange kommuner i provstierne med en lav konfirmationsprocent har en særlig høj andel af borgere med ikke-vestlig baggrund, siger Dorthe Larsen.
I Helsingør Stift finder man således kommuner med en langt højere andel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande end landsgennemsnittet på knap 10 pct.
(Foto fra søndagens konfirmation i Rødding: migogvejen©)
Så mange blev konfirmeret rundt i landet. (Illustration: Danmarks Statistik)
(tryk på annoncen og se mere)