Jan Mølby, Emil Midé Erichsen og Hella Joof er tre kendte, danske personligheder, der er mulighed for at komme helt tæt på de kommende måneder.
Det er »Mod til«, der står bag foredrag med de tre hen over året.
Emil er pt højaktuel med de nye TV2-udsendelser, som foredraget omhandler.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Kompasnålen peger mod nord, skiene er klikket på, og forude venter os knap 200 km med 80-90 kilo tunge pulke på slæb. Det er første dag, og temperaturen er minus 27 grader. Det blæser, og de første forfrysninger har allerede sat sig i ansigtet, i fingrene og på fødderne. Jeg er mere på udebane end nogensinde før, og aldrig har der været længere til en turkisblå ankerbugt og en svalende, tropisk vind over dækket på Havana, lyder det Emil Midé Erichsen.
Han kan opleves i Troldesalen i Vejen med sit foredrag »et arktisk eventyr« onsdag 12. april.
I foråret 2021 begynder Emil at planlægge en tur mod nord sammen med sin Siriuspatrulje-ven, Christian Liebergreen. Alfred og Theis melder sig klar til eventyr, og træningen starter op et lille år før afrejse.
Drømmen er simpel, men vejen er lang. I april 2022 vil de fire drenge stå på toppen af verden - på klodens nordligste punkt, Nordpolen. Drengene skal i form og lære alt, hvad det kræver at overleve i Arktis. For selv de mindste fejl i den utilgivelige kulde kan slutte ekspeditionen og i værste fald være livsfarlige. Den lange forberedelse er fysisk, men også mental, og da han undervejs i forberedelserne bliver far for anden gang, melder spørgsmålet sig; Hvorfor overhovedet tage på eventyr.
I dette nye foredrag med Emil Midé Erichsen kommer tilhørerne med på en tur mod de nordligste breddegrader. Corona og krigen i Ukraine giver udfordringer og planerne må ændres i sidste øjeblik, men rejsen ind i nogle af livets store spørgsmål bliver kun styrket af bumpene på vejen.
Og bliver en påmindelse om, hvor vigtigt det er at tage stilling og tage livet i egne hænder. Det er blevet til en fortælling om at tage på eventyr som brødre, om ægte følelser og svære valg. Og om at være mand, far og eventyrer i 2022.
Jan Mølby
Torsdag 30. marts kommer til at stå i fodboldens tegn med »The great dane live«.
Kun de færreste danske fodboldspillere har haft en karriere, der kan måle sig med Jan Mølbys.
På 12 sæsoner vandt han tre engelske mesterskaber og tre FA Cup-finaler med Liverpool FC, hvilket har givet ham legende-status i Beatles-byen.
I perioden spillede The Great Dane sammen med flere af datidens største profiler som Kenny Dalglish, John Barnes og den faste værelseskammerat Ian Rush.
Det har kastet masser af uforglemmelige øjeblikke af sig både på og uden for banen – øjeblikke som Jan Mølby eksklusivt går i dybden med i Troldesalen i Vejen.
Hør blandt andet om dengang, da Bruce Grobbelaar måtte sys med 30 sting inden VM-finalen for klubhold, eller da Mølby slog syv tænder ud på Upton Park. Få også svar på, om han stadig har en butler, og hvorfor han ikke var på julekort med Richard Møller Nielsen.
Hella Joof
5. oktober gælder det »Tro, håb & kærlighed Hella Joof.
Et nyt livsbekræftende og sprudlende foredrag om at finde sig tilrette i livet. Om alt det, vi tror, vi ikke kan. Men som vi måske godt kan, hvis vi ser ordentligt efter.
Om at være i en verden, som er lidt udfordret og håbe, det nok skal gå.
Men er håb overhovedet en god strategi, eller er kærlighed den eneste vej ud af suppedasen.
(Fotos: PR-fotos)
(tryk på annoncen og se mere)