En ny udstilling kan ses på biblioteket i Vejen.
Det er Vejen Fotoklub, der er på plads med en udstilling, der kan ses i bibliotekets åbningstid.
Her præsenterer medlemmerne billeder i lidt større format end normalt.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Vejen Fotoklub blev etableret i november 1994 med det formål, at skabe et samlingssted for folk med interesse for foto.
- Det formål har klubben efterlevet i alle år, hvilket vidner om en velrenommeret, respekteret og afholdt fotoklub at være medlem af. Et par af medlemmerne har således været med i over 20 år, lyder det fra klubben.
Klubbens medlemmer samles hver onsdag aften på Baungårdsvej 2 a i Vejen.
- Klubben er baseret på vidensdeling, så her holdes indlæg og diskussioner om foto og teknik, foredrag, laves billedbehandling og fotograferes i klubbens store eftertragtede fotostudie. Studiet, som indeholder alt tænkeligt udstyr indenfor studieflash, fast-lys, modifiers, udstyr til splash-art mv., danner således ramme om alt fra produktfotos over stilleben til model- og portrætfotografering, skriver klubben videre.
Vejen Fotoklub arrangerer desuden udflugter og fototure for klubbens medlemmer og har et stort og godt samarbejde med andre fotoklubber i hele landet.
Ud over klubbens forskellige interne konkurrencer har Vejen Fotoklub været med til at opfinde og i mere end 10 år været medarrangør af »BilledBattle«, der afholdes sammen med fire andre fotoklubber.
Her udskrives to gange årligt konkurrencer med forskellige emner, og der kæmpes, ud over at blive vinder individuelt, også om æren ved samlet at være den bedste fotoklub i denne dyst.
- I Vejen Fotoklub er der plads til alle med interesse for foto. Uanset om du er begynder, erfaren eller ekspert på området bidrager du med noget til klubben. Vi har et stort socialt samvær og ønsker ved fælles hjælp at udvikle os som fotografer. Deler du vores interesse for fotografering, står vi naturligvis til rådighed med vores viden på området, skriver klubben.
(Fotos: Vejen Fotoklub)