Følg migogvejen på Facebook  

I år er det 10. gang, at der afholdes international »Hjertestarterdag«, som er på søndag 16. oktober. 

Børn og voksne kan blive klar til at redde liv, hvis de bliver vidne til et hjertestop.

På søndag vil Hjerteforeningen være på plads i Vejen Idrætscenter og være klar til at vise, hvordan man træder til med genoplivning og bruger en hjertestarter.

 

(læs videre under annoncen)

Bække Murerfirma

(tryk på annoncen og se mere)

 

 

Til den årlige Hjertestarterdag kan du i hele landet deltage i gratis aktiviteter, som ruster børn, unge og voksne til at træde til, hvis de skulle blive vidne til et hjertestop.

Dagen markeres i hele landet og sætter fokus på, at alle kan redde liv med simple teknikker og hurtig reaktion.

- Der er aktiviteter til alle aldre, og i år er der udviklet nye aktiviteter, der især er henvendt til børn, lyder det i en pressemeddelelse.

Børn kan nemlig træde til med genoplivning fra omkring 12-årsalderen, og alle kan ringe 1-1-2.

Børn vil f.eks. kunne afprøve sine genoplivningsfærdigheder på en bamse eller lære, hvor hjertet sidder ved at påsætte hjerte-klistermærker korrekt på hinanden.

Instruktørerne er desuden klar til at fortælle om gode redskaber, som er med til at redde liv, eksempelvis landets hjerteløberordning, ligesom man bl.a. kan teste sin viden om genoplivning i årets quiz.

- Vi glæder os til at holde Hjertestarterdag i idrætscentret, hvor vi får mulighed for at møde både børn og voksne og klæde dem godt på til at træde til ved hjertestop. Vi ved, at det er lettere at hjælpe med hjertemassage og kunstigt åndedræt, hvis man har øvet sig et par gange. Netop derfor er det så vigtigt, at man allerede som barn har mulighed for at lære, hvordan man træder til ved hjertestop. Det hjælper vi med til Hjertestarterdagen, fortæller Henning-Verner Karlskov.

- I Danmark er vi verdensmestre i at træde til med genoplivning. Der er i 80 procent af alle tilfælde af hjertestop uden for hospital vidner, som træder til og yder førstehjælp, indtil ambulancen ankommer. Det er en af årsagerne til, at overlevelsen efter hjertestop er firedoblet i Danmark de seneste 20 år.

Arrangementerne på Hjertestarterdagen har været med til at skabe det flotte resultat, fordi arrangementerne skaber god opmærksomhed på, hvor vigtigt det er at træde til ved hjertestop.

Husker du de tre simple trin til genoplivning, kan du gøre en forskel: Ring op – Tryk ned – Giv stød.

Det er vigtigt, at du straks ringer 1-1-2 ved et hjertestop, dernæst at du starter hjertemassage med 30 hårde tryk på brystkassen og to indblæsninger mund-til-mund, og endeligt at du bruger en hjertestarter, hvis der er en til stede.

Arrangementet på søndag foregår som åbent hus, hvor alle må kigge ind.

(Arkivfoto: LLN Press©)

Susanne Eilersen - topannonce

(tryk på annoncen og se mere)