Man kan gå med på en vandretur, der skal sætte ensomhed og fællesskab i fokus, når »March mod Ensomhed« kommer ind i Vejen Kommune i morgen og går ud af kommunen igen 7. september.
(læs videre under annoncen)
Ensomhed er desværre noget, mange slås med.
Det går ud over den enkeltes livskvalitet, og samlet set er det en udfordring for folkesundheden.
Patrick Cakirli har sat sig for at gøre noget for at bekæmpe ensomhed, og derfor går han March mod Ensomhed. Det bliver til 2000 kilometer gennem 81 kommuner i løbet af august, september og oktober.
Patrick må kun gå, hvis der er andre, der følges med ham – ellers skal han stå stille. For at marchen kan gennemføres, er det derfor afgørende, at folk har lyst til at dukke op og følges med ham.
- Man har mulighed for at vælge, hvor man har lyst til at hoppe på og af igen. Man bestemmer selv, om man har lyst til en kort eller lang strækning. Vi vil gerne opfordre alle til at tage med på et stykke af ruten. Her er det også muligt at få en god snak med sidemanden og møde nye mennesker på en helt uformel måde. Ensomhed er et stort problem, og vi ved, hvor meget fællesskaber betyder for, at man har det godt. Så kom med på turen, opfordrer Conny Grøn, koordinator for sundhed, kultur og fritid i Vejen Kommune, i en pressemeddelelse.
6. september omkring kl. 13.30 kommer Patrick ind i Vejen Kommune ved Farris og fortsætter til Vejen Idrætscenter.
7. september er der afgang kl. 8 fra Vejen Idrætscenter, og herfra går turen mod Store Andst og ind i Kolding Kommune.
På www.vejen.dk/mentalsundhed kan man finde flere steder og tidspunkter for begge dage, så man kan vælge, hvor man vil støde til. Der ligger også detaljerede kort over ruterne.
Man kan 6. september slutte dagen af med fællesspisning og oplæg af Christian Fuhlendorff om at gå sine egne veje og oplæg med Patrick Cakirli.
Med eventet skal fællesskaber fejres, for de er af afgørende betydning for det enkelte menneske.
- Ensomhed er en af nutidens største udfordringer i vores samfund. Vi ved også, at dét at være en del af et fællesskab er helt afgørende for vores velbefindende, selvværd og ikke mindst mentale sundhed. Netop fællesskaber har haft svære kår under de sidste par år med corona. Derfor glæder vi os ekstra meget til at afholde et event, hvor det lige netop er fællesskabet, der bliver fejret, siger Jørgen Thøgersen (A), formand for Udvalget for sundhed, kultur og fritid i Vejen Kommune.
Der er mere om programmet på www.vejen.dk/mentalsundhed.