400 nye elever startede i skolerne efter sommerferien, og for flere af dem er det helt nyt at skulle cykle til skole.
I kampagnen »Børn på vej« opfordrer kommunen i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik forældre til, at de tager sig lidt bedre tid omkring skolen, hvis de kører børnene i bil.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Kampagnen skal blandt andet minde trafikanter om at sænke farten, være opmærksomme og vise ekstra hensyn til de mange skolebørn, der færdes på skolevejene.
- Det allerbedste, man som forældre kan gøre, er at gøre børnene klar til selv at cykle eller gå i skole. På den måde lærer de at færdes i trafikken, og samtidig bliver biltrængslen omkring klokken otte ved skolen formindsket, lyder det fra Vejen Kommune.
- Det kræver træning og erfaring at blive god til at begå sig i trafikken. Jo mere forældre og børn træner i trafikken, desto bedre bliver barnet til at færdes sikkert, når det en dag skal ud på egen hånd. Trafiksikkerhed kan nemlig ikke læres fra bagsædet af en bil eller ved at kigge i en bog, fastslår kommunen.
- Det er en god idé at følges ad i starten, og ikke mindst at komme afsted i god tid.
Det bekræfter Sandie Nielsen, der er forælder til to drenge på Skodborg Børnecenter.
Hendes drenge er efterhånden så store, at de normalt selv cykler, men på grund af en fridag, valgte hun at følge dem i skole på cykel.
- Ved at bruge tid på at cykle sammen med drengene har vi for det første fået en god snak om, hvordan man skal færdes i trafikken. Nu ved jeg, at de kender reglerne, og det giver både drengene og mig en tryghed. Og så er det jo dejlig nemt, når børnene selv kan cykle til og fra skole eller til deres fritidsaktiviteter, siger hun med et smil.
Når man træner skolevejen, bliver børnene mere og mere opmærksomme i trafikken, blandt andet på betydningen af hajtænder og skilte, men også på andre cyklister og på at stoppe op og kigge sig for, inden man skal krydse en vej.
På Skodborg Børnecenter er man med til at trafiksikre skolevejen. Her er der netop etableret en rød hævet flade på Skodborg Søndergade foran børnecentret, og der er også opsat et skolepatruljeanlæg med blink.
Det skal være med til at markere, at bilisterne skal være opmærksomme og sætte farten ned, når de kører forbi skolen.
Mona Poulsen, der er skolepatruljeansvarlig, og de kommende skolepatruljeelever fra 6. klasse ser frem til at tage det nye anlæg i brug:
- Vi kommer til at sørge for, at de mindste elever bliver mere trygge i trafikken, når de skal krydse vejen. Det glæder vi os til at hjælpe med fortæller Anna, Therese og Line fra 6. klasse.
I løbet af august vil de nye skolepatruljeelever blive lært op i at bruge skolepatruljeanlægget. Så snart de er klar til det, vil anlægget blive taget i brug.
(Foto: Vejen Kommune)
