Millionrenoveringen af Vejen Kunstmuseum nærmer sig sin afslutning, og alle interesserede inviteres indenfor.
Der inviteres til åbent hus lørdag 2. juli.
(læs videre under annoncen)
- Vejen Kunstmuseum inviterer alle fra nær og fjern til indvielse af museets nybyggeri og genåbning af de ældre sale, lyder det i en pressemeddelelse.
I 2016 kom der en bevilling fra A.P. Møller Fonden på 28,6 mio. kr. til en tilbygning til Vejen Kunstmuseum. Derudover har byrådet i Vejen Kommune bevilliget 10 mio. kr. til en samtidig renovering.
Byggeriet indledtes i marts 2019 og fortsatte ufortrødent gennem pandemien om end på nedsat kraft.
Helt i tråd med den omhu, som museets hovedperson, billedhugger Niels Hansen Jacobsen, lagde i 1924- byggeriet, gælder TTT - Ting Tager Tid.
- Mens lange leveringstider har fået tingene til at trække ud, har vi brugt tid på at gøre tingene ordentligt, gøre brug af gode løsninger, godt lokalt håndværk og gode materialer. Inde bag facaden arbejder både teknikere og fagligt personale med at få hele herligheden gjort klar til præsentation for offentligheden, så museet atter kan invitere børn og voksne fra nær og fjern ind til refleksion, fornøjelse og fordybelse, skriver Vejen Kunstmuseum.
- Åbningsudstillingen præsenterer aspekter af museets samling i en fusion af malerier, tegninger, møbler, grafik, keramik, bøger og skulpturer. Tilsammen giver de et unikt indblik i kunsten omkring år 1900, lyder det videre.
Vejen Kunstmuseum er et periodisk museum, som primært udstiller kunst fra tiden omkring 1900 og særligt værker skabt af den lokale kunstner, Niels Hansen Jacobsen, og kunstnerne i hans bekendtskabskreds, såsom tegneren og Maleren Jens Lund samt malerne Anna E. Munch, Ejnar Nielsen og Axel Hou.
Derudover råder museet over den største samling af tegneren Ingrid Vang Nymans værker i offentligt eje, og i 2016 opførtes et børnevenligt oplevelseslandskab, hvor man kan ride på Pippis hest, fange blæksprutter, lege og lave mad i Pippis køkken eller prøve kimonoer i den japanske pavillon.
(Fotos: Pernille Klemp)